Efter 23 år med egen butik arbejder Sanne C nu i Frederikshavn Specialoptik
Næste gang kunderne besøger Frederikshavn Specialoptik, møder de et kendt ansigt. Sanne Christiansen, som i 23 år drev tøjbutikken Sanne C i Sæby, er netop startet i optikerforretningen i Frederikshavn.
- Det er fantastisk at være tilbage i detailbranchen. Det er knap to år siden, at jeg stoppede med Sanne C, så det er dejligt at vende tilbage til butik, hvor jeg har den daglige kundekontakt. Det er en ny branche, men det er udfordrende og spændende, selvom jeg af og til har brug for hjælp af en ”voksen”, men Anders og Kristine er jo et par garvede folk, der øser ud af deres viden. Så jeg skal nok hurtigt komme efter det, men jeg elsker at have kontakten med kunderne igen, smiler Sanne Christiansen.
Indehaver af Frederikshavn Specialoptik, Anders Halveg, slog hurtigt til, da han havde muligheden for at ansætte Sanne Christiansen.
- Når man som Sanne har været selvstændig i mange år, kender hun alt til den kundeservice, som vi også står for i Frederikshavn Specialoptik. Hun skal nok blive lært hurtigt i det faglige i en branche, som er noget anderledes, end det Sanne er vant til. Vi kan allerede mærke, at der er mange, der genkender Sanne, og kunderne er glade for at møde et kendt ansigt, siger Anders Halveg, der har 32 års erfaring som optiker.
Sammen med Anders Halveg og Sanne Christiansen møder man også stadig Kristine Ribergaard, når man besøger Frederikshavn Specialoptik.




































