Jobindsatsen skal tættere på virkeligheden – lokalt ansvar skaber muligheder
Henriette M. Lundal Sørensen og Helle Gaardboe Jeppesen, byrådskandidater for Venstre i Frederikshavn Kommune, har skrevet dette indlæg: Beskæftigelsespolitik er ikke det, der fylder medierne i denne valgkamp, men ikke desto mindre, så er det noget, der fylder hos os. Vi ønsker, at der bliver tunet ind på området, så vi er klar til at følge den nye reform på bedst mulig måde.
Den nye beskæftigelsesreform giver kommunerne langt større frihed til at tilrettelægge indsatser for borgere, der står uden for arbejdsmarkedet. Det betyder, at vi også her i Frederikshavn Kommune får mulighed for at skabe en mere håndholdt, inddragende og sammenhængende beskæftigelsesindsats – tæt på borgerne og med udgangspunkt i lokale og individuelle behov.
Reformen betyder også, at der ikke længere er de samme proceskrav og standardiserede løsninger. Derfor bliver det op til lokalpolitikere at sætte en tydelig retning for, hvordan man vil bruge friheden. Vi skal ikke "parkere" borgere for at spare penge på kort sigt – vi skal investere i mennesker og skabe veje tilbage til arbejdsfællesskabet.
Borgere – både sygemeldte og ledige – skal mødes med respekt og have et værdigt forløb uden unødvendigt bureaukrati og kontrol.
Dem, der kan selv, skal selv – og vi skal have tillid til, at de også gør det.
Den energi og de ressourcer, vi sparer på de forløb, der følger en naturlig og forventelig vej tilbage i job, skal i stedet bruges på dem, der har brug for en ekstra indsats.
Vi vil arbejde for en beskæftigelsesindsats, hvor samarbejdet mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommunen styrkes. Vi tror på, at lokale løsninger og individuelle forløb virker bedre end fastlagte regler som krav til antal samtaler, aktivering eller dokumentation.
I gamle dage hed det Arbejdsformidlingen, i dag hedder det Jobcenteret. Måske er det tid til at finde et nyt navn, der afspejler den retning, vi ønsker fremadrettet – et sted, hvor borgeren mødes med tillid, muligheder og fælles ansvar for vejen tilbage i arbejde.
Uanset hvad vi kalder det, er målet det samme: at give borgerne et værdigt, tillidsfuldt og virkningsfuldt forløb tilbage i arbejdslivet.




































