Kæmpe støjvold: Per Thuesen frygter, at der er tale om fup og fiduser
Hvorfor i alverden skal der sejles jord fra København til Frederikshavn for at lave en kæmpe støjvold ved Understed, lige ud til Frederikshavn-motorvejen? Per Thuesen fra Frederikshavn undrer sig, og han har nu søgt aktindsigt hos Frederikshavn Kommune.
- Jeg frygter, at der er tale om fup og fiduser, det vil sige, at jorden er mere forurenet end tilladt. Vi risikerer også et jorskred, som lukker motorvejen og forurener den bæk, som løber ved støjvoldens afslutning. Hvem skal så betale regningen?, spørger Per Thuesen.
Hans bekymring bliver ikke mindre af, at ejendommen på Krattetvej 5, hvor den 200 meter lange støjvold laves, er røget på tvangsauktion. Den var under hammeren i mandags. Højeste bud i første runde lød på 800.000 kroner for 200 kvadratmeter bolig, 70 kvadratmeter erhverv og 42.042 kvadratmeter grund. Anden runde finder sted 19. januar.
Det er over to år siden, at Frederikshavn Kommune gav tilladelse til etablering af en 200 meter lang, op til 80 meter bred og 12 meter høj støjvold.
Per Thuesen har været i dialog med Frederikshavn Kommune, som har sendt dette svar:
"Vi er klar over jordflytningen. Der er tale om et læs lettere forurenet jord sendt fra Prøvestenen i København til indbygning i støjvolden. Krattetvej 5 har en gældende miljøgodkendelse, der giver dem lov til at bygge en støjvold med en kerne af lettere forurenet jord, der så overdækkes med maskeringsnet og ren jord", svarer en medarbejder fra kommunens team for jordflytning og jordforurening.
Lettere forurenet jord er ikke rent nok til at blive anvendt som ren jord, men har ikke et højt nok indhold af tungmetaller og lignende til at være kategoriseret som forurenet.
- Kommunen fortæller mig, at de er blevet tilsendt jordprøver, og jorden overholder regler om antal prøver og indhold, og ingen jordprøver har vist andet end lettere forurenet jord. Men kommunen har altså ikke selv kontrolleret jorden ved Understed, og det skræmmer mig. Vi har de seneste år været vidner til mange forfærdelige sager med opbevaring og flytning af jord. Vi kender alle den største skandale, nemlig Nordic Waste i Randers, påpeger Per Thuesen.
Han står bag Facebook-gruppen Transportmiljoe.dk - med over 7.000 medlemmer - og han har kørt lastbil i over 50 år. Han var blandt andet med til at bygge Frederikshavn-motorvejen. Den mangeårige erfaring øger ikke hans tillid til myndighedernes kontrol af eksempelvis denne typer af sager.
Per Thuesen var senest i kontakt med Frederikshavn Kommune i går (onsdag, red.).
- Det er en meget venlig og serviceminded medarbejder, som har sagen, og han fortæller mig, at kommunen ikke har pligt til at kontrollere jorden. De skal først kontrollere støjvolden, når den er færdig. Han har dog lovet mig, at han vil gøre sit bedste for, at kommunen hurtigst muligt fortager jordprøver på adressen.
Ejeren af Krattetvej 5 har tilladelse til at lave en støjvold med 100.000 tons jord. 5.800 tons kommer sejlende til Frederikshavn fra Prøvestenen i København.
- Det er vanvittigt, og jeg kan ikke lade være med at have Randers i baghovedet, konstaterer Per Thuesen, der i sin aktindsigt har bedt kommunen svare på, hvem der står som modtager af jorden - altså om det er ejeren af grunden eller vognmanden, der kører jorden derop?
Ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger er det Jord.dk ApS i Hasselager og Vognmand Erik Duus A/S i Aalborg, som laver støjvolden.








































