Kommunens måske hyggeligste havefester: Sommer ved Søen i Jerup
Når musikken spiller, grillen dufter, og børnene danser foran scenen, er det tydeligt for enhver: Sommer ved Søen i Jerup er blevet meget mere end bare gratis udendørstkoncerter. Det er fællesskabsfester, der samler både lokale, turister og nysgerrige sjæle fra hele kommunen.
Igen i år holdes koncerterne fredag aften i uge 28-31 fra kl. 18.00-21.00 med gratis entré, og der vil være salg af billige drikkevarer og mad i baren. For børnene er der både legeplads og god plads til at danse foran scenen, mens de voksne nyder musikken og den gode stemning.
I år markerer fem-års jubilæet for koncerter ved byens sø, som Jerup Borgerforening har stablet på benene hver sommer siden 2021. Afholdelsen af arrangementet er et årligt højdepunkt for både store og små i byen, og borgerforeningen er glad for at mærke, at arrangementerne gror i
popularitet.
- Vi oplever hvert år, hvordan Sommer ved Søen samler folk på tværs af aldre og adresser. Hyggede de sig den første aften, så kommer de som regel igen den næste med en kammerat eller to under armen. Det er uden sammenligning kommunens hyggeligste havefest, mener Katrine Arp, formand for Jerup Borgerforening.
Arrangementerne er hverken drevet af sponsorater eller billetindtægter, men af borgerforeningens medlemsindtægter, salg fra bar og grill og en stærk lokal opbakning fra frivillige.
- Vi er ikke mange, men vi vil simpelthen lykkes med det her. Og når man ser pladsen fyldt med mennesker, der griner, danser og bliver hængende til solen går ned, så ved man, hvorfor man gør det. Fællesskab og frivillighed er altafgørende for et lokalsamfund som vores, siger Katrine Arp.
Som noget nyt i år forsøger borgerforeningen at etablere et loppemarked i forbindelse med første koncert i uge 28, og der er stadig plads til flere stande.
- Vi håber, både lokale og besøgende har lyst til at komme og gøre en god handel eller rydde lidt op derhjemme. Det er kun 50 kroner for en stand, og det er en hyggelig måde at være med på, fortæller Katrine Arp.
Interesserede kan booke en stand ved at kontakte Jerup Borgerforening via Facebook.
Musikprogram 2025:
11. juli: Straight
18. juli: Olsson & Just
25. juli: Bo-Dega
1. august: Østre Gasværk
Koncerterne finder sted ved byens sø ved Jerup Landsbycenter på adressen Søndergårdsvej 11, 9981 Jerup.