Gå til hoved-indhold
04. februar 2026 - kl. 13.02

Konference satte fokus på neurodiversitet og fremtidens arbejdsplads

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Kantinen hos ATP i Frederikshavn dannede i dag ramme om en konference med fokus på fremtidens arbejdsplads og neurodiversitet. Bag arrangementet stod offentlige administrationselever fra Frederikshavn Handelsskole, som havde taget initiativ til at sætte et aktuelt og samfundsrelevant emne på dagsordenen.

Neurodiversitet - herunder ADHD, autisme, dysleksi og andre neurologiske variationer - fylder mere og mere i debatten om arbejdsliv og inklusion.

På konferencen blev der rettet et særligt fokus mod de muligheder og styrker, som neurodivergente medarbejdere kan bidrage med på arbejdspladser i både den offentlige og private sektor.

Blandt oplægsholderne var Brains at Work, som arbejder med neurodiversitet i arbejdslivet, og Lene Haven Beck, Center for Handicap og Psykiatri i Frederikshavn Kommune.

Oplæggene gav deltagerne ny viden og konkrete perspektiver på, hvordan arbejdspladser kan indrettes mere inkluderende - til gavn for både medarbejdere og organisationer.

Konferencen samlede arbejdsgiverne med det formål at skabe større forståelse og dialog om neurodiversitet. Deltagerkredsen tæller blandt andet førsteårselever, elevansvarlige, HR-medarbejdere, sektionschefer og afdelingsledere samt lærere og direktion fra Frederikshavn Handelsskole.

De 11 administrationselever, der stod bag arrangementet, repræsenterer Søværnet, Frederikshavn Kommune og ATP Udbetaling Danmark. Med konferencen ønskede de at bidrage aktivt til udviklingen af mere rummelige arbejdspladser i fremtiden.

ATP var vært for konferencen og sørgede for forplejning undervejs. Deltagerne modtog goodiebags og deltog i et lotteri med præmier, som blandt andet var sponsoreret af lokale butikker i Frederikshavn:

Anthon
Blue Burger
Elgiganten Viborg
Empire
Fisk og Grill
Frederikshavn Boghandel
Frederikshavn Handelsskole
Matas Hirtshals
Miele
Samsung
Skoringen Frederikshavn
Strøg Klip
Uggerhøj Frederikshavn
Vinspecialisten

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...