Sensommertogt: Kongeparret besøger Anchers Hus
Kong Frederik og Dronning Mary besøger Anchers Hus i Skagen som en del af et sensommertogt, der gennemføres 25.-28. august 2025. Anchers Hus i Skagen får besøg af Kongeparret mandag 25. august. Kongen og Dronningen skal opleve kunstnerparret Anna og Michael Anchers hjem, hvor de skal vises rundt af museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen og bestyrelsesformand Bjarne Kvist.
- Vi er meget begejstrede for, at Kongeparret besøger Anchers Hus. Siden Anna, Michael og deres datter Helga Ancher boede i huset, har der været en kontinuerlig forbindelse mellem kunsten i Skagen og Kongehuset, og det er en stor glæde for os at vedligeholde den historiske relation, siger Lisette Vind Ebbesen.
Det er ikke første gang, der er kongeligt besøg i Anchers Hus i Skagen. Anna og Michael Ancher havde et varmt, venskabeligt forhold til Kong Christian X og Dronning Alexandrine, som ofte opholdt sig i Skagen og besøgte Ancherfamilien i deres hjem flere gange.
I Anchers Hus får Kongeparret mulighed for at komme helt tæt på Anna, Michael og Helga Ancher. På turen rundt i huset vil der være fokus på historiske fortællinger fra Ancherparrets tid, for det stemningsfulde hjem er fyldt med fascinerende interiør, der giver indblik i velorienterede, nysgerrige kunstneres hverdag.
Kongeparret inviteres også indenfor i Anna og Michael Anchers to atelierer, hvor store dele af deres arbejde er foregået. I Michael Anchers atelier fyldt med mørkt træ blev hans detaljerige, teknisk veludførte kunstværker til, og i Anna Anchers hvidmalede atelier strømmede lyset ind, så hun kunne udforske farverne og sine løse penselstrøg. Samtidig giver Anchers Hus en ganske særlig indsigt i, hvad det vil sige at drive et hjem som museum.
Anchers Hus vil være lukket for offentligheden 25. august 2025, men åbner igen 26. august klokken 10.00.