Gå til hoved-indhold
20. februar 2025 - kl. 08.02

Lægetilbuddet bliver markant forbedret i Frederikshavn Kommune

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Region Nordjylland har oplevet stor interesse for en række ledige lægekapaciteter i Frederikshavn Kommune, blandt andet kommer der nu en praktiserende læge i Strandby. På sigt vil kommunens borgere opleve et styrket lægetilbud. Interessen for at slå sig ned som læge i kommunen har været meget stor, og regionen har derfor udbudt flere lægekapaciteter, end der oprindeligt var lagt op til.

Oprindeligt havde regionen sendt seks lægekapaciteter i annoncering, men på grund af den store interesse har regionen besluttet at tildele yderligere to såkaldte 0-kapaciteter, hvor der ikke er patienter tilknyttet.

- Vi er meget glade for, at vi lykkes med at tiltrække flere og flere læger til vores region, som ønsker at slå sig ned som praktiserende læger eller udvide med ekstra læger i eksisterende klinikker. Vi kæmper stadig for at sikre bedre lægetilbud til alle nordjyder, men det her viser, at vores hårde arbejde bærer frugt, og vi løbende vender udviklingen i vores region, siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Frederikshavn Kommune er et af de områder, som er vurderet som lægedækningstruet. Kommunen er en af de 17 kommuner på landsplan, der er med i den fælles aftale mellem Regeringen og Danske Regioner, der skal sikre bedre fordeling af læger i de områder, hvor behovet er størst. Af de 17 kommuner i aftalen er seks nordjyske kommuner.

- Vi har det seneste år haft stor succes med at afhænde eksisterende regionsklinikker, tidligere udbudsklinikker og skabt nye 0-kapaciteter på tværs af regionen. Vi er langt fra i mål, og derfor er vi også glade for, at Regeringen har lavet en aftale, der tilgodeser de udfordringer, vi har i Nordjylland. Der er stadig mange steder, hvor vi godt kunne ønske, at borgere havde bedre mulighed for selv at vælge et lægetilbud i deres nærområde, siger Mads Duedahl.

I uge 9 annonceres yderligere kapaciteter i Thisted, Morsø, Brønderslev og Hjørring kommuner. Derudover genannonceres en 0-kapacitet i Frederikshavn.

Fakta

  • Aftalen mellem regeringen og Danske Regioner giver mulighed for at oprette ny lægekapaciteter – såkaldte 0-kapaciteter i 17 lægedækningstruede områder – heraf er de seks i Region Nordjylland.
  • Region Nordjylland har på baggrund af dette oprettet i alt otte nye kapaciteter i de seks udpegede kommuner.
  • Region Nordjylland har netop tildelt otte 0-kapaciteter eller eksisterende kapaciteter i Frederikshavn Kommune og i uge 9 annonceres yderligere ni 0-kapaciteter eller eksisterende kapaciteter i de seks kommuner udpeget af regeringen.
  • Med en 0-kapacitet følger der ikke patienter med, og man skal selv opbygge et patientgrundlag over tid. 0-kapaciteter kan både gives til nye læger, der ønsker at slå sig ned i et område og eksisterende læger, som har et ønske om at udvide deres patientantal ved tildeling af en ekstra kapacitet.
  • Ved tildeling af eksisterende kapaciteter flytter patienterne med fra den tidligere ejer af kapaciteten.

Fordeling af lægekapaciteter i Frederikshavn Kommune

  • I alt otte lægekapaciteter er blevet tildelt i Frederikshavn Kommune på tværs af kommunens tre lægedækningsområder.
  • Der er tale om tildeling af eksisterende kapaciteter og 0-kapaciteter – heraf fire nyoprettede 0-kapaciteter som følge af regeringsaftalens mulighed for at oprette disse i lægedækningstruede områder.
  • I lægedækningsområde Sæby er tre 0-kapaciteter tildelt til henholdsvis Lægeklinikken Vestergade, Lægerne Aahaven og læge Niels Dam-Hansen.
  • I lægedækningsområde Frederikshavn er en 0-kapacitet tildelt til læge Charlotte Brun.
  • I lægedækningsområde Skagen er tildelt en 0-kapacitet til Lægeklinikken i Aalbæk.
  • De to kapaciteter, der udgør regionsklinikken (tidligere Mads Søndergaard) i Frederikshavn, er tildelt en speciallæge almen medicin. I forbindelse med tildelingen er det også godkendt, at kapaciteterne og dermed klinikken flytter fra Frederikshavn til Strandby.
  • Derudover er tildelt en kapacitet til lægerne Kirkepladsen i Frederikshavn ved konvertering af en tilladelse til delepraksis.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...