Molly er Læsehund på Privatskolen i Frederikshavn
På væggen i forhallen på Privatskolen på Peter Wessels Vej i Frederikshavn hænger der en stor billedramme med billeder af alle skolens ansatte. Et af billederne trækker ofte stor opmærksomhed, fordi det er noget anderledes end de andre.
Billedet er af Molly - en sort, såkaldt "Formel 1"-labrador, der poserer med et lilla tørklæde og har fået tildelt titlen "Læsehund".
Mollys arbejdsforhold er også anderledes end de andres – nemlig to faste lektioner og så "det løse" i form af forskellige projekter i løbet af året. Aflønning er godbidder, kærlige klap, hyggelige læsestunder og opmærksomhed fra søde elever i alle aldre og selvfølgelig også fra skolens ansatte.
Siden foråret 2022 har Molly – sammen med sin ejer, Hanne Klarskov, der også er lærer på Privatskolen, fungeret som skolens Læsehund. Et drømmejob, som hun dengang overtog efter Hannes ældste hund, Chica. Chica var læsehund på Privatskolen i fem år fra foråret 2017 og frem til 2022, hvor hun blev pensioneret og overlod "tronen" til Molly.
- En læsehund er en venlig og børneglad hund, der lytter tålmodigt og interesseret til oplæsning af de bøger, som barnet vælger. En læsehund har fuld fokus på barnet og hverken retter eller dømmer, hvis barnet læser forkert. På den måde er læsehunden med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse, der resulterer i øget læselyst og selvtillid. fortæller Hanne Klarskov.
Et læseforløb består af seks læsestunder, hvor eleven mødes med Molly og Hanne Klarskov i skolens samtalerum, hvor der er en sofa, som Molly må være i, og ro og fred. Eleven læser 15-20 minutter, og der hygges med at gemme godbidder til Molly og tale om alt fra, hvad bogen handlede om til fodboldkampen i weekenden eller elevens yndlingsmusik og meget mere.
Under forløbet tages billeder. Løbende sendes billederne til elevens forældre, og til den sidste læsestund udvælger eleven et eller to billeder, som skal sættes på det diplom, der udleveres til sidst som afslutning på læseforløbet.
Målgruppen er børn med læseudfordringer i 1.-2. klasse til 5. klasse. Det er børn, der har knækket læsekoden, men er udfordret og mangler motivation til at træne læsningen.
På Privatskolen har Læsehundene dog også andre projekter i løbet af skoleåret: Besøg i 1. klasserne, hvor der fortælles om læsehundens arbejde, og eleverne lærer også noget om, hvordan man hilser på en hund – specielt en hund, man ikke kender. Elever, der er lidt utrygge ved hunde generelt, får også mulighed for at hilse på en stille og rolig hund, hvilket for nogle børn er en stor succes i sig selv.
- I dette skoleår har vi afprøvet noget nyt: Eleverne i 5. klasse fik et "mini-forløb" med Molly, hvor de øvede oplæsning med fokus på at læse klart og tydeligt med velvalgte pauser og betoning. At det netop var 5. klasse, som fik dette forløb, skyldes blandt andet, at de i januar stod for teaterforestilling/show til den store skolefest, fortæller Hanne Klarskov.
Den nyeste ide på er at bruge Molly til at hjælpe og motivere elever til at tale engelsk i klassen. For nogle elever er det svært at skulle tale engelsk og læse engelsk højt i klassen, så her arbejder Hanne Klarskov og Molly på at indøve en kombination af de elementer, der bruges i en almindelig læsestund og det at tale sammen på engelsk.
- Her skal samtalen fylde en del mere end læsningen, for Molly er heldigvis ret god til at reagere på engelsk også. ”Sit” virker i hvert fald (næsten) hver gang, smiler Hanne Klarskov.