Gå til hoved-indhold
05 december. 2023

LandboNord markerede milepæl i nyt byggeri

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Sammen med A/S Trigon i Frederikshavn og BJERG Arkitektur A/S fejrede LandboNord rejsegildet på tilbygningen til LandboNords eksisterende rådgivningshus i Brønderslev. Når byggeriet står færdigt, vil det ikke alene være topmoderne og multifunktionelt, men også være imødekommende og visionært i den måde bæredygtighed og biodiversitet er tænkt ind i byggeriet.

Fredag var der rejsegilde på LandboNords nye tilbygning, som tilføjer 2.000 kvadratmeter nye kontor- og konferencefaciliteter til den eksisterende bygning. Håndværkere, underleverandører, samarbejdspartnere, kommende lejere og LandboNords ansatte og ledelse markerede dagen med taler og spisning i de nye rammer.

Adm. direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen, benyttede lejligheden til at takke alle involverede og glæde sig over, at det, der for fire år siden startede med et behov om mere plads, er ved at resultere i en topmoderne og multifunktionel tilbygning.

- I takt med, at LandboNord og vores samarbejdspartnere i LandboGruppen Nord og Norden Advokatfirma oplevede stor vækst, så gav det næring til visionen om et topmoderne, multifunktionelt rådgivningshus, hvor vi kan tage gavn af hinanden. Ikke alene vil vi gerne skabe de bedste rammer for yderligere vækst i LandboNord, men også for vores kommende lejere. Det bliver rart og imødekommende med attraktive miljøer for medarbejdere og kunder. Tanken er, at man som kunde får mere med hjem fra huset, end blot det møde, man kom til, sagde Uffe Bertelsen.

Formand for LandboNord, Torben Farum, lagde vægt på, at LandboNord med byggeriet vil og tror på en fremtid for dansk landbrug, hvor der er et stigende behov for god rådgivning og sparring i de beslutninger, der skal tages i hverdagen.

- Vi ønsker også i fremtiden at spille en betydelig rolle i nordjysk landbrug. Erhvervet står ved en skillevej, hvor vores måde at producere på, og de varer vi laver om få år, måske ser helt anderledes ud, end de gør i dag. Det er derfor vigtigt, at vi som landmænd har adgang til et stærkt rådgivningshus med stærke kompetencer. Derfor får vi også i fremtiden brug for flere kloge hoveder, end vi har i dag, så vi kan understøtte de rigtige beslutninger til glæde for de nordjyske landmænd, sagde Torben Farum.

Udover at skabe gode rammer for vækst og rådgivning, så er byggeriet også visionært i den måde bæredygtighed og biodiversitet er tænkt ind i projektet. Partner og arkitekt MAA i BJERG, Mark Krebs, er glad for, at LandboNord har valgt at gå efter den bæredygtige linje med en DGNB-certificering, hvor miljø, økonomi og sociale forhold vægtes ligeværdigt.

- Certificeringen er kommet for at blive, men det er endnu få private virksomheder, som har valgt at gå den vej i øjeblikket. Personligt tror jeg på, at det kommer – og det kommer stærkt – men indtil nu er LandboNord en af frontløberne heroppe i det nordjyske, sagde Mark Krebs.

Håndværkere har siden sommeren arbejdet målrettet på at få tilbygningen op i 2. sals højde. Nicolai Suhr Larsen, projektchef i A/S Trigon, takkede for et godt samarbejde med alle involverede parter indtil nu.

- Vi har holdt nogle konstruktive møder, hvor vi har fundet frem til nogle gode løsninger, og vi har haft en god dialog med alle aspekter af byggeriet. Derudover vil jeg også rose håndværkerne og Trigons underentreprenører for, at vi har fået stablet et godt team på benene. Vi har en fælles forståelse af, at vi skal levere et projekt i høj kvalitet, som både vi og LandboNord vægter højt. Vi løfter i fælles flok og får tingene til at fungere, sagde Nicolai Suhr Larsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...