Gå til hoved-indhold
29. april 2021 - kl. 11.04

Løvbjerg åbner nyt supermarked i Fr.havn

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Løvbjerg rykker ind i en helt ny bygning ved siden af MENY på H.C. Ørsteds Vej.
Af: Michael Frederiksen

Løvbjerg - Danmarks største familieejet supermarkedskæde - åbner i foråret 2022 i helt nye lokaler i Frederikshavn. Løvbjerg bliver nabo til MENY på H.C. Ørsteds Vej med facade ud mod Hjørringvej.

- Vi er ekstremt glade for, at vi kommer til Frederikshavn. Det er en drømmeplacering for os. Vi synes selv, at vores koncept passer enormt godt ind i byen. Vi tilbyder kunderne en super god kombination af høj ferskvarekvalitet og slagtervarer – og super skarpe tilbud og lave priser. Den kombination synes vi, mangler i byen, så vi er sikre på, at vi kan supplere byens eksisterende supermarkeder godt, udtaler kædens administrerende direktør, Jesper Due.

Løvbjerg-butikken får egen slagter. Samlet set vil der skulle ansættes 34-50 medarbejdere, hvoraf langt de fleste vil være lokale.

Butikken kommer til at ligge på grundarealet ved siden af Dagrofa-bygningen med facade ud mod Hjørringvej med Colosseum A/S som bygherre.

- Vi er stolte og glade for, at Løvbjerg har valgt os til totalentreprenør, udtaler direktør Brian Severinsen, Colosseum A/S, der glæder sig til samarbejdet og ser frem til at opføre et godt og markant nyt supermarked på Hjørringvej.

Butikken i Frederikshavn bliver den første nye Løvbjerg-butik i mere end 10 år. Senest Løvbjerg åbnede et nyt supermarked, var i 2011 i Fredericia.

- Vi har længe ønsket at åbne flere butikker, men den helt rigtige placering skal være der. Det synes vi, at vi har fundet i Frederikshavn, udtaler Jesper Due.

Han bekræfter, at Løvbjerg blandt andet også kiggede på området ved Saltebakken, men det blev altså H.C. Ørsteds Vej, som "løb med sejren".

Året efter åbner Løvbjerg supermarked nr. 17 i Esbjerg. Kæden præsenterede sit bedste regnskab nogensinde i 2020, og det er netop den gode økonomi, der gør det muligt at åbne flere butikker.

Løvbjerg-kæden har rødder tilbage til 1920’erne. Kæden har 15 lavprissupermarkeder i Jylland og på Fyn. Virksomheden er i dag ejet af brødrene Erik og Jan Løvbjerg.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...