Monica Falck Karlsen kåret til Årets Salgsambassadør i Dagrofa Foodservice
Monica Falck Karlsen, som arbejder i Dagrofa Foodservice Frederikshavn på Toftegårdsvej, er netop blevet kåret til Årets Salgsambassadør af fødevaregrossisten Dagrofa Foodservice.
Dagrofa Foodservice har i alt 30 B2B-butikker (kaldet Cash & Carry-butikker) over hele landet, hvor alle med et CVR-nummer kan handle fødevarer, drikkevarer, emballage mm. De typiske kunder er lokale restauranter, caféer, pizzarier og burgerbarer.
Kåringen af Monica Falck Karlsen skete i forbindelse med et stort nationalt arrangement i weekenden, hvor repræsentanter fra Cash & Carry-butikker i hele landet var samlet i Fredericia.
I de enkelte Cash & Carry-butikker er der udnævnt lokale salgsambassadører. De har hver især gennemgået et intenst uddannelsesforløb, og salgsambassadørerne er ansvarlige for at søsætte tiltag i butikkerne, som forbedrer kundernes indkøbsoplevelse.
Monica Falck Karlsen fik disse ord med på vejen af salgsdirektør i Cash & Carry Kenneth Linde, da hun blev kåret som Årets Salgsambassadør:
- Monica er typen, der går forrest og iværksætter en masse tiltag, der gør en stor forskel for kunderne i Frederikshavn. Hun har været særligt god til at sørge for, at der er blevet rakt ud til kunderne i god tid inden større lokale events, hvor der måske er et ekstraordinært behov for at få friske forsyninger.
Kenneth Linde uddyber valget af Monica Falck Karlsen:
- Derudover er Monica også meget dedikeret til at lave inspirerende videoer til butikkens Facebook-side, som har medvirket til, at vi er blevet meget mere synlige i butikkens nærområde. Endelig er hun også en super god kollega, som går meget op i at dele sine erfaringer med kollegaer fra alle dele af landet.
Monica Falck Karlsen har været en del af Dagrofa Foodservice Frederikshavn siden 2017. I dag har hun blandt andet ansvar for både frugt & grønt og non-food i butikken på Toftegårdsvej.
Hun sætter selv disse ord på at blive kåret som Årets Salgsambassadør 2025:
- Det føles som et kæmpe klap på skulderen. Vi har virkelig knoklet for at skabe ekstra aktivitet i Frederikshavn-butikken, og jeg er rigtig glad for, at vores arbejde bliver anerkendt på tværs af hele Dagrofa Foodservice. Det giver endnu mere gejst til at fortsætte udviklingen her i 2026, hvor vi fortsat skal være med til at gøre livet lidt nemmere for de lokale spisesteder i Frederikshavn og omegn.
Info om Dagrofa Foodservice-butikken i Frederikshavn
Man finder bl.a. disse produkter, som kan købes engros til ens professionelle køkken (alle med et CVR-nummer kan blive kunde):
- Catering-varer
- Fersk kød
- Frugt og grønt
- Frost- og kølevarer
- Vin og spiritus
- Øl og vand
- Nonfood





































