"Musikstøj" i Skagen: Nu skrottes stærkt omdiskuteret restaurationsforskrift
Den i mange år meget omtalte restaurationsforskrift i Skagen afskaffes. Den har reguleret "musikstøjen" i landets nordligste by, men nu forsvinder den helt. Politikerne har besluttet, at miljøforhold hos restauranter og lignende fremover reguleres ved hjælp af Miljøbeskyttelsesloven.
- Jeg har været i dialog med mange borgere og restauratører i Skagen, og næsten alle havde en god fornemmelse af sommeren 2025, fortæller Jens Nygaard (DD), formand for Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser.
Byrådet besluttede 18. december 2024 at suspendere restaurationsforskriften, og derfor blev "musikstøjen" i Skagen i 2025 reguleret efter miljøbeskyttelseslovens §42. Jens Nygaard notrerer, at der kun blev indgivet 16 klager, hvoraf nogle blev trukket tilbage.
- Klagerne kom desuden fra en lille gruppe af personer, bemærker Jens Nygaard.
På onsdagens møde i Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser var der lagt op til, at en revideret restaurationsforskrift skulle sendes i offentlig høring i otte uger. Og den skulle gælde i hele kommunen. Her kunne restauratørerne vælge mellem fire forskellige muligheder for dispensation med forskellige grænseværdier.
Danmarksdemokraterne ønsker at reducere antallet af regler og mindske bureaukratiet for især små danske virksomheder, og derfor glæder det Jens Nygaard, at Frederikshavn Kommune nu gør det nemmere at være restauratør i Skagen.
- Det letter også arbejdet i kommunen, for nu skal vi ikke længere sidde og administrere de mange ansøgninger om dispensation, udtaler Jens Nygaard.
Er det et politisk knæfald for restauratørerne?
- Nej, det synes jeg ikke. Det handler om, at vi skal give plads til udviklingen i Skagen - til glæde for borgere, restauratører og turister, forklarer Jens Nygaard.
Det var et enigt udvalg, som besluttede at skrotte restaurationsforskriften. I udvalget sidder blandt andre Erik Kyed Trolle, der i snart 10 år har kæmpet for en øget kontrol af "musikstøjen" i Skagen.




































