Når man bliver kritisk over for byrådet i Frederikshavn 

Jeg har for nylig skrevet en artikel, hvor jeg beskrev den udfordrende behandling, vores familie har oplevet i forbindelse med en spareplan, der har resulteret i frataget hjælp.

I artiklen fremhævede jeg nogle af de grunde, som det valgte flertal muligvis ville bruge til at legitimere besparelserne, men også nogle steder, hvor man kunne have prioriteret anderledes.

Responsen på min artikel var blandet. Nogle politikere anerkendte problematikken og delte vores bekymringer, men de havde desværre ikke været medvirkende til beslutningerne omkring de vedtagne besparelser.

Dette understreger en skuffende realitet; dem, der har truffet beslutningerne, forblev tavse. Indtil man fandt en vej udenom problemet.

En del af min artikel omhandlede specifikke tilskud til foreninger i byen, hvilket har affødt kraftige reaktioner fra flere byrådsmedlemmer. I stedet for at tage fat på det centrale tema i min artikel – behandlingen af de svageste borgere – valgte de at fokusere på, hvordan jeg angiveligt ville true foreningslivet og kulturen. Denne afsporing fra emnet viser en interesse i at beskytte det eksisterende system frem for at engagere sig i den nødvendige debat om prioritering og ansvar.

Det er klart, at jeg ikke ønsker at kvæle foreningslivet eller ødelægge kulturen. Men det må være muligt at stille spørgsmål ved, hvordan ressourcerne fordeles, især når det går ud over de mest sårbare i vores samfund.

Kritikken bør ikke kun rettes mod dem, der peger på problemerne, men også mod dem, der træffer beslutningerne, der fører til disse problemer.

I en tid, hvor der er behov for åbenhed og dialog, er det frustrerende at opleve, hvordan samtalen ofte bliver drejet væk fra de reelle problemer. Det er vigtigt, at vi som borgere fortsætter med at stille spørgsmål og kræve ansvar fra vores valgte repræsentanter, så vi kan skabe et mere retfærdigt og bæredygtigt samfund for alle.