Nordjysk Svæveflyveklub får forsinket julegave af Gitte Henning Pelagic A/S
Gitte Henning Pelagic A/S har velvilligt doneret 58.000 kroner til Nordjysk Svæveflyveklub til delfinansiering af ny motor til klubbens motorsvævefly.
Nordjysk Svæveflyveklub (NSK) er 60 år og dermed en af de ældste svæveflyveklubber i Danmark. Klubben holder til på Sæby Flyveplads, som den deler med Sæby Motorflyveklub.
- Aldersspændet mellem yngste og ældste medlem er cirka 60 år, og der er plads til alle i klubben, som vil være en del af et stærkt socialt fællesskab om en fælles passion for svæveflyvning, siger formand Hans Christian Christensen.
Nordjysk Svæveflyveklub har de seneste par år haft en række uforudsete udgifter til nye flyradioer og antikollisionsystemer til alle fly – udgifter, som er fastsat fra centralt hold. Samtidig viste det sig nødvendigt at udskifte motoren i klubbens motorsvæveflyveklub.
Bestyrelsen har derfor udarbejdet en strategi for at tiltrække nye medlemmer og øge klubbens indtjening gennem fundraising.
Det er gået fornuftigt med en medlemsfremgang i 2023-sæsonen samt øget flyveaktivitet. Hen over vinteren har klubben skaffet fondsmidler til udskiftning af redningsfaldskærme. Og nu har Gitte Henning Pelagic A/S doneret 58.000 kroner, som vil blive brugt til at delfinansiere købet af en ny flymotor i 2023.
- Svæveflyvning er en fantastisk sport, hvor vi på de gode dage flyver i timevis på opadgående luft-strømme. Desværre kæmper mange svæveflyveklubber med økonomien i disse år, og derfor har vi i Nordjysk Svæveflvyeklub sat alle kræfter ind for at øge vores indtjening. Vi er dybt taknemmelige for Gitte Henning Pelagic A/S donation på 58.000 kroner, som kommer til at gøre en kæmpe forskel for os. Og så håber vi, at lokale virksomheder vil følge trop, så vi kan bevare Nordjysk Svæveflyveklub – og dermed også Sæby Flyveplads, udtaler Hans Christian Christensen.