Nordjyske Bank opjusterer efter travlt halvår med flere kunder
Nordjyske Bank, der er en del af Ringkjøbing Landbobank, har i dag offentliggjort sit halvårsregnskab for 2026. Banken fik et resultat efter skat på 1.194 mio. kroner, hvilket er det bedste i bankens historie. Den positive udvikling skyldes blandt andet et fortsat højt aktivitetsniveau på tværs af bankens afdelinger, høj kundetilgang og en fortsat stærk kreditkvalitet. På den baggrund opjusterer banken nu forventningerne til hele 2026 fra intervallet 2,0-2,4 mia. kroner til 2,2-2,5 mia. kroner.
Bankens udlån er det seneste år steget med 13 procent til 64,9 milliarder kroner, mens indlånet er vokset med 12 procent til 65 milliarder kroner. Ifølge bankdirektør Claus Andersen mærkes den positive udvikling i hele landsdelen.
- Vi har haft et travlt første halvår. Kundetilgangen er større end forventet, og vi oplever generelt mere aktivitet inden for både bolig, pension og investering på tværs af vores nordjyske afdelinger. Medarbejderne har derfor haft meget at se til, og de fortjener en stor tak for den indsats, de har lagt i at hjælpe både nye og eksisterende kunder, siger Claus Andersen.
En væsentlig del af aktiviteten kommer fra bolig- og sommerhusmarkedet. Nordjyske Bank oplever, at flere og flere nordjyder køber bolig, skifter bolig eller omlægger finansieringen af deres nuværende bolig. Den seneste boligprisstatistik fra Finans Danmark viser, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris for parcel- og rækkehuse i Nordjylland i første kvartal 2026 var 5,1 procnthøjere end året før.
De seneste tal for lånetilbud viser samtidig, at der på landsplan blev givet 11 procent flere lånetilbud til ejerboliger og fritidshuse i juni end i samme måned sidste år. Også dele af det nordjyske sommerhusmarked har haft betydelige prisstigninger. Ifølge Boligsiden er sommerhuspriserne i Nordjylland steget med 13,9 procent de seneste tre år.
- Vi oplever særligt stor aktivitet på det nordjyske boligmarked. Her tilbyder vi ligesom mange andre banker både de traditionelle realkreditlån og bankens egne prioritetslån. Prioritetslån tilbydes oftest som alternativ til et variabelt forrentet realkreditlån og vælges som regel af kunder, der ønsker større fleksibilitet. Målet er at have flere produkter på hylden, når vi skræddersyr boligfinansiering til den enkelte kundes ønsker og økonomi, fortsætter Claus Andersen.
Pension og investering er også områder i vækst hos Nordjyske Bank. Indtægterne fra pensions- og forsikringsområdet steg med 31 procent til 65 millioner kroner, mens den samlede indtjening fra værdipapirhandel, formuepleje og valuta voksede med 12 procent. Den øgede aktivitet på tværs af bankens områder har da også ført til flere nyansættelser i banken. De samlede omkostninger steg med 4 procent til 556 millioner kroner, og denne stigning skyldes både højere personaleudgifter, målrettede ansættelser inden for områder med vækstpotentiale samt investeringer i it og administration.
Kreditkvaliteten er fortsat høj. Banken kunne i første halvår indtægtsføre 31 millioner kroner på tab og nedskrivninger. Det er nu 18 kvartaler i træk, at tab og nedskrivninger har ligget omkring nul eller har bidraget positivt til resultatet.
Det generelt positive billede gælder dog ikke alle brancher. Inden for landbruget er særligt nogle svineproducenter i øjeblikket udfordrede af lave afregningspriser og usikkerhed om den fremtidige regulering. Bankens nettoudlån til landbrug med svineproduktion udgør 1 procent af bankens samlede udlån og garantier, og generelt har banken en god dialog med alle de berørte kunder:
- Generelt går det godt i Nordjylland, men der vil altid være brancher, der er mere udfordrede end gennemsnittet. Her har vi en tæt dialog med alle, siger Claus Andersen og fortsætter:
- Blandt nordjyderne er beskæftigelsen høj, boligmarkedet har godt fat, og langt de fleste kunder har en solid økonomi. Både private og virksomheder i Nordjylland har gang på gang vist, at de er gode til at tilpasse sig de skiftende vilkår, og derfor er udviklingen stabil i en positiv retning.
Nordjyske Bank går dermed ind i andet halvår med fortsat forventning om høj aktivitet blandt både privat- og erhvervskunder. Forventningerne til et resultat efter skat på 2,2-2,5 mia. kroner er forbundet med den sædvanlige usikkerhed om udviklingen på de finansielle markeder og i de økonomiske forhold.




































