Ny maskine gør turen på værkstedet billigere
Alle bilejere kender turen på værkstedet, hvor bremserne skal skiftes. Det gælder både bremseskiver og bremseklodser, men hos Vangen Auto har man nu en løsning, der kan gøre turen til værkstedet billigere.
- Med vores nye Pro-Cut bremseskive-afdrejer kan vi spare kunden for mere end halvdelen af udgiften til nye bremseskiver. Ofte skifter man bremseskiverne, fordi de er rustne eller skæve, men med vores nye udstyr kan vi dreje rusten eller skævheden af og dermed undgå en udskiftning af bremseskiverne, fortæller Lars Gaardbo, indehaver af Vangen Auto.
Ifølge Lars Gaardbo kan man cirka hver anden gang undgå en udskiftning af bremseskiverne ved at få drejet rust og skævheder af.
- Mange nyere biler døjer med skæve bremser, ligesom man med de nye el- og hybridbiler ikke bruger bremserne så meget. Det betyder, at urenheder ikke bliver slidt af, men skiverne ruster i stedet. At få drejet bremseskiverne er en billigere løsning, siger Lars Gaardbo.
Pro-Cut bremseskive-afdrejeren er den sidste nye investering hos Vangen Auto, som i marts 2021 ombyggede hele værkstedet.
- Vi har nu et supermoderne værksted med alt tænkeligt udstyr, og vi reparerer alle bilmærker, understreger Lars Gaardbo.