Gå til hoved-indhold
04. april 2023 - kl. 00.04

Nybolig Frederikshavn har fået nye ejere

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Tommy Fuglsang og Anders Nygaard har overtaget Nybolig Frederikshavn pr. 1. april 2023. Carsten Kassow og Daniel Aaby fortsætter som medarbejdere.
  • 4 af 4
    Tommy Fuglsang og Anders Nygaard har overtaget Nybolig Frederikshavn pr. 1. april 2023. Carsten Kassow og Daniel Aaby fortsætter som medarbejdere.
Af: Michael Frederiksen

Nybolig Frederikshavn har fået nye ejere. 1. april overtog Anders Nygaard og Tommy Fuglsang ejerskabet af Nybolig Frederikshavn i Midtpunkt. De ejer i forvejen Nybolig Skagen og Nordicals erhvervsmæglere Vendsyssel i Frederikshavn.

Carsten Kassow og Daniel Aaby, som var indehavere af Nybolig Frederikshavn indtil i lørdags, fortsætter begge som medarbejdere. Derudover tilknyttes der snarest en daglig leder.

- Vi kan endnu ikke offentliggøre navnet på den daglige leder, men det bliver godt, og målsætningen er helt klart, at Nybolig Frederikshavn skal erobre markedsandele. Det mener vi absolut, er en realistisk målsætning, siger Tommy Fuglsang.

Kunder vil opleve det som en fordel

Carsten Kassow og Daniel Aaby ser store fordele i, at organisationen styrkes.

- Det betyder, at vi nu kan bruge alle vores kræfter på at servicere kunderne. Vi er overbeviste om, at vores kunder vil opleve det som en fordel, at Nybolig Frederikshavn bliver en del af en større og veldrevet organisation, siger Carsten Kassow og Daniel Aaby.

Anders Nygaard og Tommy Fuglsang kommer begge fra Skagen, men sidstnævnte har boet i Frederikshavn siden 2014 med sin kone og tre børn. Han er aktiv i flere netværk og foreninger i Frederikshavn, hvor han blandt andet spiller fodbold og padel.

- En hushandel er for de fleste menneskers vedkommende den største investering i deres liv. Det kræver nogle ganske særlige egenskaber og kvalifikationer at være på pletten i det rette øjeblik, når der handles hus. Det er med denne viden i bagagen, at vi overtager Nybolig Frederikshavn med en forventning om, at flere vælger os, når de skal sælge deres hus, lejlighed eller sommerhus, siger Tommy Fuglsang.

Spændende muligheder
Anders Nygaard og Tommy Fuglsang overtog i 2015 Nybolig Erhverv Vendsyssel, som i 2019 skiftede navn til Nordicals. Tommy Fuglsang er daglig leder af Nordicals, hvor der er fire medarbejdere på kontoret i Kattegat Silo i Frederikshavn. Anders Nygaard har siden 2003 været indehaver af Nybolig Skagen på C. S. Møllers Vej 2A, hvor han også har det daglige ansvar. Tommy Fuglsang og Anders Nygaard fortsætter i deres nuværende roller efter overtagelsen af Nybolig Frederikshavn.

- Men det er klart, at det giver os nogle spændende muligheder, at vi nu ejer Nybolig i både Frederikshavn og Skagen, og de synergieffekter skulle gerne udmønte sig i, at vi styrker Nyboligs position i Frederikshavn, pointerer Tommy Fuglsang.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...