90-års jubilæum fejret med donationer
Odd Fellow Loge 64 Julius Meyer har nået en moden alder. Det blev markeret i den forgangne uge ved en festlig højtidelighed med musik og overrækkelse af 32.000 kroner.
Siden 1935 har medlemmer af Odd Fellow Loge 64 Julius Meyer mødtes en gang om ugen. I begyndelsen var samlingsstedet på Kirkepladsen 1, men logen voksede ud de oprindelige lokaler, og siden slutningen af 60’erne har logen holdt til på F. Übersax Vej.
Jubilæet blev markeret onsdag aften ved en festlig sammenkomst, hvor logens brødre havde indbudt til hyggelig fejring i Odd Fellow-palæet, hvor gæsterne blev taget imod af toner fra Sæbygarden ved ankomst.
- Vi havde en helt fantastisk dejlig dag og aften. Aftens højtideligheder vidner om et stærkt sammenhold i logen. Der skal lyde en stor tak til brødre, søstre og alle gæsterne for deres deltagelse, fortæller Overmester Morten Skjoldsøge.
I gammel tid blev Odd Fellow Ordenens humanitære indsats formuleret som: At besøge de syge, hjælpe de trængende, begrave de døde og opdrage de forældreløse.
Formuleringen er historisk bevaret, men i praksis afløst af en nutidig fortolkning, der stræber efter at gøre en positiv forskel for mennesker og grupper, der har brug for støtte og opbakning.
Logen havde i forbindelse med jubilæet lavet tre donationer, og modtagerne fik formelt overrakt pengene ved en ceremoni i logen.
Vendsyssel Bo & STU fik 10.000 kroner, Red Barnet i Frederikshavn/Sæby fik 10.000 kroner til lejrtur for børn og deres familier, og unge mennesker fra Sæby Garden fik 12.000 kroner til studietur til USA.
- Jeg er rigtig glad for, at vi i forbindelse med vores jubilæum har kunnet understrege vores indsatser for at give lokale donationer. Vi håber, pengene gør gavn, og vi vil også fremover tilstræbe at gøre en forskel ved at hjælpe med at opfylde vores formål med at støtte humanitære formål med rund hånd og et stort hjerte, siger Morten Skjoldsøge.
Som medlem af Odd Fellow Ordenen kan du udvikle dig personligt, knytte stærke venskaber og gøre en positiv forskel i samfundet.
- En af vores kerneværdier i Odd Fellow er ordentlighed. Til vores møder arbejder vi på at styrke både det enkelte medlem og fællesskabet, så vi kan blive de bedste udgaver af os selv. Dermed skaber vi overskud til at være noget for andre og støtte dem, der har behov. Det, håber vi, at endnu flere vil være med til fremover - der er plads til endnu flere medlemmer, lyder opfordringen fra Morten Skjoldsøge.
Loge 64 Julius Meyer holder møde hver onsdag aften, der omfatter networking, møde og middag.
Har du fået lyst til at høre mere om Odd Fellow broderskabet, er du velkommen til at kontakte Overmester Morten Skjoldsøge på mail.