Gå til hoved-indhold
25. oktober 2023 - kl. 13.10

Nygaards Kaffe bliver en del af Vinspecialisten Frederikshavn

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Nygaards Kaffe i Jernbanegade i Frederikshavn overtages pr. 1. januar 2024 af Jens Dahl, som er indehaver af Vinspecialisten, der ligger på hjørnet af Jernbanegade og Danmarksgade, blot 20 meter fra Nygaards Kaffe.

Poul Erik Ledet åbnede Nygaards Kaffe i maj 1995, men i en alder af 79 år vælger han nu at overdrage sin forretning til Jens Dahl.

- Jeg håber, at forretningens ånd vil blive bevaret med det særlige udvalg af varer med udgangspunkt i "gammeldags" kunebetjening, selv om tiderne ændrer sig for at drive butik, udtaler Poul Erik Ledet i en pressemeddelelse.

Jens Dahl overtager Nygaards Kaffes to medarbejdere, men de skal fremover vænne sig til, at Nygaards Kaffe flytter ind i Vinspecialistens lokaler. Det sker i løbet af januar.

- Folk spørger mig, hvor jeg vil finde plads til varerne fra Nygaards Kaffe, men det skal vi nok finde en løsning på i løbet af januar, smiler Jens Dahl.

Nygaards Kaffes nuværende lokale i Jernbanegade vil Jens Dahl fremover bruge til lager og pakkeri.

Han ser frem til at overtage Nygaards Kaffe.

- Vi vil bestræbe os på at lave en gammeldags kundebetjent specialbutik med fokus på kaffe, te, vin, chokolade, spritus, smagninger og events, siger Jens Dahl.

Han er i fuld gang med at indsende de nødvendige oplysninger, der gør, at han kan overtage salget af Varelotteriet og Landbrugslotteriet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...