Nytårsfejring kan være skyld i fire brande i Skagen og Sæby
Fire brande i nytårsdagene i Sæby og Skagen kan alle være forårsaget af nytårsfejring. Sådan lyder politiets foreløbige vurdering, men to af brandene skal undersøges nærmere.
Kort ind i det nye år rykkede politi og brandvæsen ud til en bilbrand på Jens Digets Vej i Skagen.
Skagen Nyt skriver, at det var en nødraket, som antændte interiøret i elbilen.
- Det er en brand, som vi skal have kigget nærmere på, udtaler politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn, til Kanal Frederikshavn.
30. december ved 19-tiden opdagede en hundelufter en naturbrand ved Lønningen i Skagen. En område på cirka 50 kvadratmeter brændte, men ilden blev hurtigt slukket.
Politiet mistænker fyrværkeri for at være årsag til branden.
Nytårsaften ved 23-tiden gik der ild i en container på Toftevænget i Sæby. Her er det også politiets vurdering, at det var fyrværkeri, som antændte ilden.
Fyrværkeri mistænkes også for at være skyld i en brand på en terrsasse/altan i en lejlighed på Strandkanten i Sæby. Det skete 30. december om aftenen.
Branden fik en rude i lejligheden til at gå i stykker, og derfor opstod der en mindre brand inde i lejligheden.
- Vi betragter det som en mistænkelig brand, og derfor skal vi en tur til Sæby for at fastslå brandårsagen, oplyser Peter Skovbak.




































