Nytårskur i Strandby Kirke- og Kirkecenter - det bliver hyggeligt
Lørdag 10. januar kl. 14.00 slår Strandby Kirke- og Kirkecenter dørene op til den traditionsrige nytårskur.
- Initiativet til nytårskuren blev taget for flere år siden, og arrangementet har siden samlet op mod 150 deltagere hvert år. Derfor kan man i dag roligt kalde det en fast tradition, fortæller Carsten Quist fra udvalget bag arrangementet.
Nytårskuren indledes kl. 14.00 med en andagt i kirken, som holdes af sognepræst Kirsten Hansen.
I invitationen opfordrer udvalget alle til at komme og ønske hinanden godt nytår på tværs af alder, gader og hække. Formålet med arrangementet er netop at skabe et hyggeligt fællesskab, hvor man både kan få en snak med nye ansigter og med dem, man til daglig måske ikke ser så ofte.
Efter andagten fortsætter arrangementet i Kirkecentret, hvor der serveres bobler, kaffe og lidt godt til ganen.
Carsten Quist håber, at mange vil tage imod invitationen og understreger, at arrangementet er gratis.
- Og så er det jo bare hyggeligt at ønske naboen godt nytår, siger han med et smil.




































