Øjnene på bolden og klare spilleregler!
Byrådsmedlem og spidskandidat Lone Haugaard (M) har skrevet dette indlæg: Frode Thule Jensen og Peter Laigaard har her på Kanalen kastet sig ud i en drabelig kamp for/imod tilskud til Rødspætte Cup, Skagen Festival med mere. Efter min mening rammer I meget dårligt, hvis målet er en reel diskussion af dette.
Peter Laigaard – jeg forstår dig således, at Frode Thule Jensens kritik er hyklerisk al den stund, at Frode Thule har deltaget i DGI-stævner med mere uden at betale. Hvis ikke du har opdaget det, Peter, lever vi alle i Danmark i et velfærdssamfund, hvor vi hver og én modtager et stort antal ydelser og goder, uden at stat eller kommune sender os regninger. Det kan ikke udelukke nogen fra at have en mening om, hvad vi skal bruge vores økonomi til.
Til dig Frode Thule – og Mette Hardam, som jeg kan se, er enig med dig; I er og har været Venstre-folk i årtier. Jeg har meget svært ved at se, at det er god borgerlig politik at smøre leverpostejen tyndt ud. Det, I foreslår, er klassisk venstrefløjs-tankegang – hvad ikke alle kan få, skal ingen have. Og skal vi dele ud, så skal alle have lige – lidt.
I forhold til emnet til debat, er jeg enig i, at vi både kan og skal gøre forskel - når målet og indholdet tilsiger det. Der er rigtig mange events, som efter deres natur aldrig kan blive økonomisk selvbærende – et eksempel er Aarhus Festuge, som siden dens begyndelse for 60 år siden har modtaget, og fortsat modtager, kommunale tilskud. Det er fordi, det er i Aarhus Kommunes interesse, at et event af den art, som er en ubetinget succes, kan bestå og blomstre.
Med det sagt, synes jeg ikke, at processen ved årets budgetforlig i Kultur- og Fritidsudvalget var i orden. Når vi gør forskel og tildeler særstilskud, er det afgørende vigtigt for tilliden og troværdigheden til os politikere, at det sker åbent, transparent og med sikker begrundelse i virkelighedens forhold. Det levede processen ikke op til, men det vil jeg efter valget – hvis jeg får mandat dertil – insistere på bliver tilfældet.
Det betyder også, at man kan være uenige og have en seriøs diskussion med øjnene på bolden – for at blive i sportsverdenen.
Og endnu vigtigere betyder det, at alle de fantastiske mennesker, som skaber liv og grobund for vækst og fællesskab, får bedre mulighed for at gøre netop det!