Stærke resultater til Rytter-brødrene på Padborg Park
Både Milan og Silas Rytter, begge fra Sæby, kom i aktion i Danish Endurance Championship, da den sønderjyske racerbane Padborg Park inviterede til Night Race.
For Milan Rytter blev det til en blandet weekend i Sally Racings Cupra Leon TCR, som han og Victor Nielsen skulle forsvare deres mesterskabsføring med. Weekendens første løb startede på en regnvåd bane, men et bremseproblem betød, at Milans medkører endte løbet i sandet uden for banen, kort før det var tid til at skifte chauffør.
Lørdag gik det bedre. Her startede Milan i bilen og kørte sig i føring i DEC-mesterskabets Klasse 4. Efter pitstoppet halvvejs i løbet kunne Victor Nielsen køre bilen i mål som vinder.
- Det var lidt en streg i regningen, at vi måtte udgå fra første løb, men der kom virkelig meget vand på kort tid, og så sker den slags. Heldigvis kunne vi komme stærkt igen i lørdagens løb, og vi fører stadig mesterskabet inden finaleløbet om tre uger. Der skal den bare have fuld gas, så vi tager titlen, siger Milan Rytter, der satser på at sikre sit andet mesterskab på to år.
Storebror Silas fik et sent tilbud om at dele en Lamborghini Huracan Super Trofeo-racer magen til den, han kører i Lamborghini Super Trofeo Europe, med Peter Lund. Bilen var indsat af Birk Motorsport, som ønskede assistance til at lære bilen at kende og få den sat optimalt op til danske racerbaner.
Samarbejdet med Birk Motorsport gik over al forventning. Bilen var konkurrencedygtig og kunne kæmpe med helt i toppen af feltet, hvor selv et par erfarne Le Mans-kørere blev udfordret af Lamborghinien med Silas Rytter bag rattet:
- Det var dejligt at være tilbage på dansk asfalt og køre lidt ræs igen. Birk Motorsport gav mig muligheden for at være med i weekendens løb i deres Lamborghini og hjælpe Peter med at finde sig til rette i bilen. Selvom der ikke var store forventninger, var det fuld gas ude på banen, siger Silas Rytter, som dog ikke fik pokaler med hjem:
- Vi kæmpede en god kamp mod nogle af de helt tunge drenge, og det lykkedes os at køre en tredjeplads ind. Det var en fed oplevelse, og virkelig rart at opleve stemningen ved Night Race og få hilst på alle de mennesker, jeg har lært at kende herhjemme de sidste mange år, siger Silas Rytter.
Om tre uger køres finaleløbet i Danish Endurance Championship på Padborg Park, hvor Milan Rytter skal forsøge at sikre mesterskabstitlen. Ugen efter er Silas Rytter tilbage i Lamborghini Super Trofeo Europe på F1-banen i Barcelona.