Gå til hoved-indhold
15. september 2025 - kl. 09.09

20-årige JOVE fra Elling udgiver sin debutsingle på fredag

  • 1 af 1
    JOVE: - I Elling var der ingen andre, der delte min passion for musik, og derfor følte jeg mig ofte alene om den. Klaveret og sangen i hjemmet blev det fristed, jeg havde brug for. Foto: Mille Hou
Af: Michael Frederiksen

Fredag 19. september udgiver 20-årige JOVE, som stammer fra Elling, sin debutsingle: "Is it all a game?". Det er åbningsnummeret på den kommende EP: "You Love What I Create, But Do You Ever Listen?"

I sangen stiller JOVE spørgsmål ved relationer og om hans kære virkelig er der for ham:

- Jeg skrev sangen efter en svær episode med mine gamle venner, hvor jeg følte mig alene og begyndte at tvivle på, om de rent faktisk holdt af mig, eller om deres kærlighed blot var overfladisk?, fortæller han.

JOVE's borgerlige navn er Julius Mygind. Han er født og opvokset i Elling, men bor i dag i Aalborg.

- Hjemmet har altid været præget af musik - ikke mindst fordi min far selv var udøvende musiker. I Elling var der ingen andre, der delte min passion for musik, og derfor følte jeg mig ofte alene om den. Klaveret og sangen i hjemmet blev det fristed, jeg havde brug for. Gennem musikken kunne jeg udtrykke de følelser og tanker, jeg ellers ikke turde dele med vennerne. At tale åbent om mine problemer risikerede at vække bekymring eller fordømmelse blandt mine nære relationer, men når jeg omsatte dem til musik, blev de mødt med anerkendelse og begejstring. Sangskrivning har derfor altid været min måde at sige det, jeg havde svært ved at sige højt, siger JOVE.

Singlen "Is it all a game?" inviterer lytteren til at stoppe op og lytte, for bag JOVE’s klaverbårne popmusik ligger der mange indeklemte følelser.
Igennem alternativ popmusik forsøger JOVE at indfange følelsen af at være alene sammen med andre. Hans tekster kredser om de tanker og følelser, som mange kender, men ofte har svært ved at sige højt.

JOVE begyndte sit projekt i 2023, hvor han vandt Talentprisen til Band Battle på Skråen i Aalborg. Samme år spillede han til Aalborg Regatta sammen med Carpark North og Danser Med Piger samt varmede op for Thor Farlov og Rasmus Seebach til Skovrock.

I 2025 fulgte en stærk optræden på SPOT Festival, og nu er han klar med sin første udgivelse.

"Is it all a game?" udkommer på fredag 19. september og er første smagsprøve på et debut-projekt, der lover at give stemme til de svære følelser, mange bærer på, men sjældent deler.

EP'en inviterer lytteren ind i JOVE's univers med et håb om at hjælpe andre, der også kæmper med at sætte ord på deres følelser.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...