Autolakerer fra Frederikshavn udtaget til WorldSkills Shanghai
Danmarks dygtigste fagatleter er netop udtaget til Skills Team Denmark 2026, og de skal til september deltage i WorldSkills Shanghai 2026. Blandt deltagerne er Jonas Backhausen fra Frederikshavn, som arbejder hos Nordjysk Autolakering i Sæby.
Jonas Backhausen vandt guld ved DM i Skills i Hjørring i april.
15 unge konkurrencedeltagere skal repræsentere de rød-hvide farver i 13 forskellige fag ved WorldSkills i Shanghai.
- I SkillsDenmark er vi meget stolte over at kunne sende så mange dygtige fagatleter til WorldSkills. De kommende måneder bliver krævende for de unge konkurrencedeltagere og deres trænere. Den kommer til at stå på intensiv træning samt SkillsDenmarks landsholdssamlinger med trænere, teamledere og coaches, så vi kan sende Skillslandsholdet til Kina med de bedst mulige forudsætninger for at levere gode resultater, siger Søren Heisel, formand for SkillsDenmark.
Danmark stiller op med deltagere i 13 forskellige konkurrencer ved WorldSkills: CNC Milling, Wall and Floor Tiling, Autobody Repair, Bricklaying, Joinery, Carpentry, Cooking, Restaurant Service, Car Painting, Concrete Construction Work, Industry 4.0, Heavy Vehicle Technology og Hotel Reception.
- Vi stiller med et stærkt Skillslandshold. Syv ud af 15 fagatleter har tidligere deltaget i internationale Skills-mesterskaber, hvilket giver dem en solid ballast. Men de står ikke over for en nem opgave. Konkurrencen er benhård ved WorldSkills. Det kræver helt særlige skills at gøre sig gældende i verdenseliten blandt håndværkere. Danmark har dog gjort det før, så vi tror på gode resultater, siger Michael Boas Pedersen, næstformand i SkillsDenmark.
WorldSkills afvikles i Shanghai 22.-27. september 2026.




































