Gå til hoved-indhold
15. september 2025 - kl. 13.09

SOS Nord løb med to ud af fem priser ved Nord Awards

  • 1 af 5
  • 2 af 5
    Løb 4 Sagen blev kåret til Årets Forening.
  • 3 af 5
    VEB's trænerduo, Rune Dam Dyhr og Allan Kolbro Nielsen, modtog på vegne af VEB prisen for Årets Holdpræstation.
  • 4 af 5
    Formand Bjørn Kortegaard Fuglsang, Frederikshavn Blackhawks, modtog 10.000 kroner for Årets Frivillige Indsats.
  • 5 af 5
    Chilie Vejrum Terp fra SOS Nord blev Årets Ungleder, mens Wendell Engelhart Hansson, ligeledes SOS Nord, blev kåret til Årets IP’er (Individuel Præstation).
Af: Michael Frederiksen

Skøjte og Sportsforening Nord, i daglig tale kaldet SOS Nord, løb med to ud af fem priser ved fredagens prisfest, Nord Awards, i Arena Nord.

Det blev en festlig aften med smukt dækkede borde, lækker mad og underholdende indslag.

Den første pris, der blev uddelt, var Årets Ungleder. Vinderen blev Chilie Vejrum Terp fra SOS Nord.

Hun har været en del af foreningen hele sit liv. Hun er en dedikeret, hjælpsom og vellidt ung pige, der altid er klar til at give en hånd med. Prisen blev overrakt af DGI, og ud over æren modtog Chilie selv 2.500 kroner, mens foreningen blev tildelt 6.000 kroner for sit arbejde med unge og for indsatsen med at give flere mulighed for at udvikle sig.

På tilskuerpladserne sad omkring 30 medlemmer fra SOS Nord, og stemningen var høj i hele hallen. Tårerne trillede af glæde, da Chilie blev hyldet.

Men festen stoppede ikke dér. For kort efter blev foreningen beriget med endnu en pris. Wendell Engelhart Hansson blev kåret til Årets IP’er (Individuel Præstation).

Wendell er vellidt blandt både drenge og piger i foreningen og hele Danmark. Han har slået danske rekorder, er en del af juniorlandsholdet og er udtaget til internationale Junior Grand Prix'er.

Prisen blev overrakt af Hasse Christensen, formand for Idrætssamvirket Frederikshavn Kommune, og Wendell modtog 5.000 kroner, som skal bruges til udenlandske træningsophold, så han kan måle sig med andre på sit niveau.

- Vi er stolte af begge vores løbere, og det er fantastisk, at vores forening kan give så mange unge muligheder, lyder det fra klubben.

Bjørn Kortegaard Fuglsand, formand for floorballklubben Frederikshavn Blackhawks, modtog prisen Årets Frivillige Indsats. Med prisen fulgte 10.000 kroner fra Nordjyske Bank.

 

Bjørn Kortegaard Fuglsang er hjertet i Frederikshavn Blackhawks. Hans indsats spænder bredt – fra det praktiske arbejde i hallerne, til  koordinering, udvikling af klubben og et utal af opgaver, som kun bliver løst, fordi Bjørn er der.

- Han er uundværlig for os alle, og uden ham ville klubben ganske enkelt ikke være det samme. Vi er dybt taknemmelige for, at Bjørn gennem mere end 20 år har valgt at lægge sin kæmpe energi, tid og hjerteblod i klubben. Samtidig vil vi også benytte lejligheden til at takke Bjørns fantastiske kone, Gitte, som står ved hans side og også bidrager til klubben – denne pris er bestemt også din fortjeneste, skriver Blackhawks på Facebook.

Vendsyssel Elite Badminton (VEB) modtog 5.000 kroner af Idrætssamvirket Frederikshavn Kommune for Årets Holdpræstation.

VEB har vundet DM-guld i Badmintonligaen i 2022, 2023 og 2025. VEB er netop gået i gang med sin 19. sæson i træk i Badmintonligaen. Det er uhørt, da hele eliten er samlet i Aarhus og København. Det kan kun lade sig gøre via dedikation, engagement og hårdt arbejde i VEBs ledelse og trænerstab og spillerne.

Løbefællesskabet Løb 4 Sagen i Sæby modtog prisen Årets Forening. Sparekassen Danmark afslørede vinderen og overrakte 10.000 kroner til Løb 4 Sagen.

Prisen gives for at skabe stærke relationer mellem mennesker – for sammenhold, teamwork og et stort frivilligt engagement. Overskuddet i Løb 4 Sagen går ubeskåret til kræftforskning.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...