Opråb: Alt for få har bestilt tid til vaccination
890 borgere i Frederikshavn Kommune har fået tilbud om vaccine mod COVID-19. Men alt for få har booket en tid på en af de tre vaccinationssteder i kommunen, hvor vaccinationerne finder sted fredag og lørdag i denne uge. Og det haster med at få tiderne reserveret.
Under halvdelen af de tider, der er tilgængelige i Frederikshavn Kommune til fredag og lørdag i denne uge, er blevet booket. Og de skal helst være booket i dag, tirsdag 12. januar, hvis man vil være helt sikker på at få en tid.
Derfor beder borgmester Birgit S. Hansen nu om hjælp fra de pårørende til gruppen af ældre over 65 år, som både modtager praktisk hjælp og personlig pleje, der er den gruppe, der lige nu har fået en invitation fra Statens Serum Institut om at blive vaccineret:
- Vi arbejder med enormt korte tidsfrister her. De ældre skal booke deres vaccine i dag, hvis de skal være sikre på at få en tid. Så derfor vil vi gerne bede om jeres hjælp – kender du en borger, der er over 65 år, som modtager praktisk og personlig hjælp, så kontakt dem og bed dem tjekke deres e-boks. Hvis de har brug for hjælp med at få booket med NemID, så ring ind os på tlf 70 20 00 00, og så hjælper vi, siger Birgit S. Hansen.
Er man fritaget for digital post, skal man kontakte Region Nordjyllands corona-hotline på tlf 97 64 84 63, hverdage kl 8-17 og helligdage kl 8-13.30. Så hjælper de med at booke en tid.
Ring kun ind, hvis du er i målgruppen
Frederikshavn Kommune oplever lige nu et større pres på telefonerne fra folk, der ikke er i målgruppen, som gerne vil vaccineres, og det tager desværre vigtige ressourcer fra at hjælpe den gruppe af ældre, som kommunen skal have fat i lige nu under tidspres. Derfor er det vigtigt at understrege, at man ikke skal ringe ind, hvis man ikke er i målgruppen.
- Vi ved godt, at mange i målgruppen har svært med sådan en kort deadline, og alle de praktiske ting omkring sådan en vaccination og transporten. Derfor sidder vi også klar til at hjælpe på telefonerne. Men det er vigtigt, at de pårørende tager et ekstra ansvar lige nu, så vi kan sikre så mange ældre som muligt en vaccine, siger Birgit S. Hansen.
Borgmesteren understreger desuden, at det er den klare oplevelse, at de ældre gerne vil modtage vaccinen, og den manglende booking af tider derfor ikke skyldes, at man ikke vil vaccineres, men alene fordi mange mangler praktisk hjælp til booking.
Som udgangspunkt skal man selv sørge for transport til vaccinationsstederne, der ligger i Skagen Fritids- og Kulturhus, Manegen i Sæby og i Arena Nord i Frederikshavn. Men har man ikke mulighed for selv eller med hjælp fra pårørende at komme afsted, så hjælper Kørselskontoret i Frederikshavn Kommune på telefon 98 45 88 88.
Læs mere om COVID-19-vaccinen og rækkefølgen af vaccinationerne her.