Gå til hoved-indhold
14. januar 2026 - kl. 20.01

Orskov Yard fortsætter fremgangen: Ny omsætningsrekord

  • 1 af 4
  • 2 af 4
    Lars Fischer (adm. direktør) og Christina Ørskov (direktør)
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Magnus Strøm Bach

Nyt årsregnskab fra Orskov Yard viser en vækst i omsætningen fra 808 til 914 mio. kr. og et resultat før skat på 121 mio. kr. Det er fjerde år i træk med omsætningsrekord og et stærkt afsæt for de kommende års store maritime projekter i Frederikshavn, hvor Orskov Yard spiller en central rolle i udviklingen.

Omsætningsrekorden fra 2023/24 fik blot lov at stå et enkelt år hos Orskov Yard, som fortsætter sin positive udvikling inden for service, reparation og ombygning af skibe. I det netop offentliggjorte 2024/25-regnskab er omsætningen øget fra 808 til 914 mio. kr., og Orskov Yard har over de seneste fem år løftet sin toplinje med intet mindre end 75%.

Resultatet før skat på 121 mio. kr. er det næstbedste til dato, og ifølge adm. direktør Lars Fischer et udtryk for, at Orskov Yard formår at tilbyde de kompetencer og faciliteter, som rederne efterspørger i et konkurrencepræget marked.

- Det er et meget tilfredsstillende resultat, som nok engang løfter barren for, hvad vores dygtige medarbejderstab og produktionsapparat kan præstere. Vi indgår flere og flere rammeaftaler med redere i forskellige skibssegmenter, og det giver flere dokninger og et højere aktivitetsniveau i de perioder af året, hvor vi tidligere kunne opleve tomgang. Vi har gennem lang tid øget aktivitetsniveauet år for år og sideløbende udbygget vores faciliteter og uddannet mange nye faglærte. Det er jeg utrolig stolt over, at vi er lykkedes med, siger Lars Fischer.

Investeringer er afsæt til fortsat vækst
Den økonomiske fremgang gør det muligt at videreføre de senere års høje investeringsniveau. Orskov Yard har i 2025 udvidet med en lejeaftale på yderligere 200 meter kaj og en ny 60 tons skinnekørende kran i området ved den nyeste flydedok, Dok 5. For nylig tog værftet desuden hul på etableringen af 500 kvm. nye kontor- og mødefaciliteter, som efter planen skal tages i brug i løbet af foråret 2026.

Forude venter nye og endnu større investeringer. Orskov Yard er lige nu i gang med at undersøge mulighederne for at bygge en ny dok, der skal give værftet kapacitet til at servicere endnu større skibe end i dag. Samtidig har staten besluttet, at fremtidens danske flådefartøjer skal bygges i Frederikshavn, og at der til formålet skal opføres en nybygningsfacilitet i umiddelbar nærhed af Orskov Yard.

De to projekter vil skabe hundredvis af nye maritime arbejdspladser i Nordjylland, og på Orskov Yard er man klar til at løfte opgaverne.

- Vi har i mange år samarbejdet med Søværnet om vedligehold af den danske flådes største skibe og besidder nogle kompetencer, der vil være helt afgørende, når det kommer til at bygge, udruste og servicere de mange nye flådefartøjer. Det er selvfølgelig en kæmpe opgave, som stiller store krav til både os og alle vores gode kollegaer og samarbejdspartnere. Derfor vil vi løbende investere i mandskab og kompetencer, så vi er klar til at byde ind, når flådeplanen skal realiseres, siger Lars Fischer.

Med de nye muligheder og det generelt voksende aktivitetsniveau styrkes organisationen løbende. I 2025 har Orskov Yard blandt andet ansat en ny, erfaren chef for salgs- og projektafdelingen. Hertil kommer ansættelsen af en dedikeret QHSE & Sustainability Manager til at styrke værftets arbejde med sikkerhed, kvalitet, arbejdsmiljø og grøn omstilling.

Massivt fokus på fremtidens maritime arbejdskraft
Orskov Yard øger kontinuerligt sit engagement i uddannelse af fremtidens maritime arbejdskraft. Ved udgang af 2025 havde Orskov Yard 37 lærlinge, hvilket er det højeste niveau nogensinde og betydeligt over værftets egen målsætning om, at mindst 10% af staben skal være under uddannelse.

Orskov Yard arbejder her tæt sammen med en række øvrige maritime virksomheder i Nordjylland om Maritim Lærlingeordning, der har været en stor succes siden etableringen for 12 år siden. I 2025 rundede ordningen en markant milepæl, hvor lærling nummer 150 modtog sit svendebrev.

- Uddannelse er helt afgørende for at sikre fremtiden i den maritime industri. Jeg er stolt over, at vi her i Nordjylland formår at arbejde så tæt sammen om at give det maritime håndværk videre til de næste generationer. Det er en afgørende forudsætning for, at vi kan løfte alle de spændende opgaver, der venter i fremtiden, siger direktør Christina Ørskov, der er tredje generation i familien bag Orskov Yard.

Orskov Yard har i 2025 indgået uddannelsesaftaler med 12 nye lærlinge, mens syv er blevet udlært.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...