OXENs forfatter: - TV-serien topper mine forventninger
Mandag aften var der verdenspremiere i Palads Teatret i Frederikshavn på TV2’s nye thrillerserie OXEN. Ellen Hillingsø spiller en af hovedrollerne, og hun var glad efter premieren. Det samme var forfatteren Jens Henrik Jensen, der har skrevet romanerne, som OXEN er baseret på.
- Jeg har nu set de første to afsnit to gange, og det topper mine forventninger. Traileren gav mig høje forventninger, og når karaktererne begynder at træde ind og fylde, og spændingen bliver bygget op, så synes jeg, det er meget uhyggeligt. Det fungerer virkelig godt, og det fornemmer jeg også, at folk rundt omkring synes, smilte Jens Henrik Jensen.
Han var også særdeles begejstret for Palads Teatret.
- Det er den fedeste biograf, jeg nogensinde har været i, og jeg synes, at det står distancen på det store lærred.
Jens Henrik Jensen skal dog stadig vænne sig til, at SF Studios, som står bag de seks tv-afsnit, har valgt at gøre den øverste chef for politiets efterretningstjeneste til en kvinde. I bøgerne er det en mand. Ellen Hillingsø har rollen på TV2.
- Jeg er ikke blevet taget med på råd, og jeg ville også have frarådet det, men jeg sidder frit svævende mellem to stole. Jeg gav denne rolle til en mand af en bestemt grund, men nu ser jeg Ellen Hillingsø gøre det sindssygt godt. Jeg tager hatten af for, at hun løser det på sin måde. Som meget få fylder hun hele lærredet, når hun er på. Hun har sådan en coolness, som passer godt til rollen, roser Jens Henrik Jensen.
Ellen Hillingsø har også set de to første afsnit to gange.
- Med OXEN er der blevet lavet en gedigen tv-serie. Det er rigtig god kvalitet. Selv jeg, der er med, kan sige, at det er flotte billeder, lækker kameraføring og godt skuespil. Det er også godt klippet sammen. Man ser Danmark på en anden måde. Der er de her naturbilleder, som hele tiden kommer ind. Det appellerer til noget ubevidst i os. Noget dunkelt. Det er virkelig flot, udtaler Ellen Hillingsø.
Hun lagde heller ikke skjul på sin begejstring for Palads Teatret, hvor verdenspremieren fandt sted, og hun afsluttede interviewet med at kommentere udsigten fra Hotel Jutlandia, hvor hun bor, når hun er i Frederikshavn.
En del af OXEN er optaget i Frederikshavn Kommune med deltagelse af lokale statister, filmarbejdere og elever fra Filmmaskinen. De var alle inviteret med til premieren mandag aften.