Peter Sørensen stemte imod placering af biogasanlæg på Ørtoftvej
Løsgængeren Peter Sørensen stemte som den eneste imod placeringen af et biogasanlæg på Ørtoftvej 5, tæt på Trafikcenter Sæby Syd.
Peter Sørensen (UP) stemte imod biogasanlæggets placering, da der er tale om et af kommunens særligt vigtige drikkevandsområder. En alternativ placering bør undersøges, mener han.
- Jeg er bekymret for grundvandet, og jeg finder placeringen uhensigtnæssig så tæt på og vest for Sæby. Her tænker jeg på eventuelle lugtgener, siger Peter Sørensen til Kanal Frederikshavn.
Et flertal i Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune er dog indstillet på at give ansøger tilladelse til at arbejde videre med udarbejdelsen af en ny lokalplan og kommuneplantillæg.
Det er dog en forudsætning, at ansøger foranlediger nødvendige geotekniske undersøgelser med videre, der forholder sig til, hvordan grundvandet sikres.
- Vi vil gerne have grøn energi, og det er biogas, men vi går ikke på kompromis med vores drikkevand. Derfor ønsker vi disse geotekniske undersøgelser, så vi er helt på det rene med, at vi sikrer vores grundvand, siger formand Peter E. Nielsen (A), Plan- og Miljøudsvalget.
Men ansøger skriver jo allerede, at der er styr på grundvandet. Hvorfor er det ikke tilstrækkeligt?
- En projektmager farver typisk fremlæggelsen én vej, så vi vil have et eksternt firma til at kigge på sagen, forklarer Peter E. Nielsen.
Nature Energy vil etablere et biogasanlæg indenfor 12-14 hektar. Det ønskede biogasanlæg skal behandle op til cirka 800.000 tons biomasse årligt bestående hovedsageligt af husdyrgødning, plantebaseret biomasse samt restprodukter fra fødevareindustrien. Det betyder, at anlægget vil få en kapacitet på mere end 100 tons biomasse pr. dag.