- Problemstillingen bør bringes til Folketinget

Problemstillingen bør bringes til Folketinget - uanset om det er en del af forklaringen i vores kommune eller ej.

Børne- og familieområdet i Frederikshavn Kommune forventes igen at ende med et millionunderskud.

Det rejser for mig et centralt spørgsmål: Kan en del af forklaringen være et system, hvor udgifterne til udsatte familier i praksis flytter med familien mellem kommuner, mens problemerne og den tidlige indsats ofte er startet et andet sted?

Det bør undersøges, om denne mekanisme kan være en af årsagsforklaringerne på de stigende udgifter og presset på anbringelsesområdet.

Frederikshavn Kommune har selv peget på flere anbringelser og øget kompleksitet som en væsentlig forklaring. Men det er uklart, hvor stor en del der skyldes, at kommuner overtager sager, der allerede er på vej til anbringelse.

På forsorgshjemsområdet gælder et klart princip: Hjemkommunen betaler også ved ophold i en anden kommune. På børne- og familieområdet er ansvaret handlekommunen som betaler, altså i sådanne tilfælde, i den kommune familien bor.

Det betyder, at nogle kommuner i praksis kan “arve” de mest omkostningstunge sager uden at have haft mulighed for den tidlige indsats, der kunne have ændret forløbet. Det skaber en økonomisk skævvridning mellem kommunerne og hvor ansvar og økonomi ikke følges ad.

Et enkelt eksempel viser mekanismen: Hvis en kommune på kort tid modtager flere anbringelsessager fra en anden kommune, kan det hurtigt give et betydeligt økonomisk pres, fordi anbringelser er blandt de dyreste indsatser - og det er udgifter som pludselig kommer.

Der findes allerede særlige finansieringsmodeller på anbringelsesområdet, hvor staten i visse tilfælde kompenserer kommunerne – blandt andet i ordninger for fordrevne fra Ukraine. Det viser, at finansiering på området kan indrettes forskelligt. Derfor bør det også være muligt at drøfte en model, hvor der tages højde for flytninger mellem kommuner, så det økonomiske ansvar i højere grad følger sagen og den tidlige indsats, frem for alene den kommune der aktuelt har familien.

Derfor bør Folketinget undersøge, om ansvaret i højere grad skal følge sagen fra start, så den kommune der igangsætter indsatsen også bærer det økonomiske ansvar.

Hvis forebyggelse skal styrkes, bør man samtidig se på de økonomiske strukturer. Ellers risikerer vi et system, hvor regningen flyttes mellem kommuner