Rekordmange seniorer i job – også hos M.A.R.S.
Kvalificeret arbejdskraft er i høj kurs, og mange virksomheder mærker presset fra en faldende arbejdsstyrke. Hos M.A.R.S. Europe i Frederikshavn har man valgt en anden tilgang. I stedet for at panikke ser virksomheden et stort potentiale i seniorer, og det har allerede givet konkrete resultater.
Danmark står over for en demografisk udfordring. Antallet af personer i den arbejdsdygtige alder falder, og det skaber panderynker i mange virksomheder. Hos M.A.R.S. har man dog vendt udfordringen til en mulighed ved at skabe attraktive arbejdsvilkår for seniorer.
Virksomheden har allerede etableret flere seniorjobs til gavn for både medarbejdere og forretning, og ambitionen er at skabe endnu flere.
- Seniorerne har meget at byde på. De er rutinerede, fagligt dygtige og besidder praktisk erfaring, man ikke finder i bøger. Den gør dem uundværlige, når viden skal videre til kollegerne, siger direktør Kim Thygesen.
To konkrete eksempler er Tommy Munkebæk og Bjarne Nielsen. De var begge ansat på fuldtid hos M.A.R.S. og stod på tærsklen til pension. Ifølge dåbsattesten var de klar, men lysten til at bidrage var der stadig, og M.A.R.S. satte stor pris på deres arbejde. Derfor indgik M.A.R.S. en aftale med de to om en deleordning, hvor de arbejder hver anden uge og deler ét job mellem sig. En løsning, der har vist sig at være en succes – for alle tre parter.
For Tommy Munkebæk handler et godt seniorliv om balancen mellem arbejde og frihed:
- Jeg havde ikke lyst til at stoppe helt på arbejdsmarkedet. Jeg gik på deltid for at geare lidt ned, men fællesskabet og det sociale her på M.A.R.S. betyder meget for mig. Derfor er jeg rigtig glad for, at Bjarne og jeg har kunnet lave denne deleordning, siger Tommy Munkebæk.
Med løsninger som seniorjobs bidrager M.A.R.S. til at fastholde kompetencer og arbejdspladser lokalt og viser, hvordan virksomhederne i vores område kan tænke nyt i mødet med en strammere arbejdsstyrke.
Fagbevægelsen Metal Vendsyssel ser et stort potentiale i seniorjobs.
- Det er netop denne type jobs, vi skal have flere af. Der findes mange dygtige seniorer med masser af erfaring og rutine, som gerne vil bidrage, hvis rammerne er de rigtige. Eksemplet fra M.A.R.S. er et rigtig godt eksempel på en win-win-løsning, lyder det fra John Karlsson, afdelingsformand Metal Vendsyssel, som håber, at flere virksomheder vil skabe flere seniorjobs.
Fakta: Seniorer i arbejde (landsplan)
Antal 60–64 årige i beskæftigelse: ca. 250.000 personer – over 100.000 flere end i 2008
Andel i arbejde (60–64 år): ca. 2 ud af 3 seniorer i denne aldersgruppe er i job
Udvikling siden 2008: væsentlig stigning i seniorbeskæftigelsen
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) – analyse baseret på Danmarks Statistik, oktober 2025




































