Røde udgiver bog: 21 gode råd til, hvordan man udbygger og plejer sit netværk
Et godt stykke over 100 mennesker var i går samlet på Essensgården, da den lokale eventmager Henrik Røde Jensen fejrede udgivelsen af sin nye bog "RÆK UD". Bogen er skrevet sammen med forfatteren Anders Gisselmann og har undertitlen: Udnyt potentialet i dit netværk.
- Der er jo sommerfugle i maven, når man åbner kassen med de første eksemplarer af en bog, som man har brugt tid og kræfter på, og jeg er glad for, at så mange venner og personer fra mit netværk har trodset det dårlige vejr for at fejre udgivelsen af "RÆK UD" med mig. Jeg er meget tilfreds med resultatet, siger Henrik Røde Jensen om bogen, hvor han pryder forsiden sammen med Præsident Barack Obama.
Bogen fortæller om Henrik Røde Jensens dedikation til disciplinen netværk, og hvordan netop netværk har været essensen for hans hovedrolle i danske og internationale events med blandt andre Barack Obama, Bill Clinton, Al Gore og Kofi Annan. Men hvorfor betyder netværk så meget for "ham med præsidenterne"?
- Det er min overbevisning, at danske ledere, medarbejdere og iværksættere har for lidt fokus på skabe, udvikle og fastholde netværk. Mit fokus på netværk har ført til mange gode oplevelser og relationer, og netværket har også været medvirkende til, at jeg har landet så store navne til events i forskellige sammenhænge, fortæller Henrik Røde Jensen.
Bogen kan læses som inspiration til netværk og bruges som et opslagsværk til, hvordan man udbygger sit netværk. Den indeholder 21 gode råd til, hvordan man udbygger og plejer sit netværk. Samtidig er bogen krydret med fortællinger om Henrik Røde Jensens egne oplevelser, og hvad netværksarbejdet har ført til.
- Læs bogen og find ud af, hvorfor det er essentielt, at vi skal række ud til andre mennesker. Det er vigtigt, at vi ikke bare skaber nye relationer, men at vi også forbinder dem i et egentligt netværk, siger Henrik Røde Jensen.