Rødspætte Cup forventer overskud på 750.000 kr.
FfI Håndbold håber og forventer, at Rødspætte Cup 2019 giver et overskud på cirka 750.000 kroner. Det oplyser formand for Rødspætte Cup-udvalget, Per Larsen, til Kanal Frederikshavn.
Nu er det slut for dit vedkommende. Hvad tænker du?
- Jeg sidder med en meget god fornemmelse i maven, men det er klart meget vemodigt, og hele følelsesregistret har været berørt i påsken. Jeg har det godt med, jeg har sagt stop og er 100 procent afklaret med mit valg. Jeg afleverer Rødspætte Cup på toppen og overlader ansvaret til et udvalg, som består af rutinerede "ræve", som har været med i mange år. Jeg er ikke i tvivl om, at Rødspætte Cup er i de bedste hænder fromover, udtaler Per Larsen.
Efter 34 år i cup-udvalget sagde han farvel og tak i dette års turnering, og han kunne ikke have ønsket sig en bedre afsked. Alt klappede, da FfI fra skærtorsdag til 2. påskedag var vært for 322 hold fra Finland, Tyskland, Sverige, Norge og Danmark.
- Alt gik efter planen. Det er fantastisk og imponerende. Vi havde ingen problemer overhovedet. Det er jeg vildt imponeret over, når man tænker på, hvor stort et arrangement, Rødspætte Cup er. Alle i udvalget har udført deres job til UG med kryds og slange, siger Per Larsen.
Hjørring Citybus har i mange år haft ansvaret for den vigtige buskørsel under Rødspætte Cup. Der spilles jo i 16 haller, og de fleste hold bor på skoler i Frederikshavn og omegn. Hjørring Citybus' konkurs betød, at FfI i år for første gang havde Fjordens Taxa & Busser som samarbejdspartner.
- Vi konstaterer med glæde, at busserne kørte til tiden, siger Per Larsen.
Det samme er tilfældet med de 966 kampe, som 86 dommere tog sig af. Maden blev også rost. Alle var tilfredse og mætte.
- Vi har i det hele taget næsten kun talt med glade deltagere, trænere og ledere. Vi skylder en stor tak til alle frivillige og "hjælpeklubber". De har ydet en super indsats, udtaler Per Larsen, som naturligvis også er særdeles tilfreds med det fantastiske vejr i påsken.
Hvad skal du lave i påsken 2020?
- Jeg afventer forslag fra mine kone Susanne. Jeg har nu bestemt de sidste 34 år, så jeg tror, hun får lov at bestemme næste år.