Rotary-klub hylder Årets Student på Frederikshavn Gymnasium: Sebastian Evers
Frederikshavn Bangsbostrand Rotary Klub uddelte igen i år et legat til Årets Student på Frederikshavn Gymnasium.
I år gik legatet til Sebastian Evers. Rektor Thomas Svane uddelte legatet og redegjorde for, hvorfor det netop var Sebastian Evers, som skulle have legatet i år.
Begrundelsen var blandt andet, at han har været en utrolig sympatisk medspiller i både undervisningen og i sin klasse - en god og empatisk kammerat, en engageret og arbejdsom elev, og at han med sin rolige og reflekterede måde har været et forbillede i forhold til opførsel i sin klasse.
Legatet tildeles én gang årligt til en elev, der med sin tilstedeværelse og deltagelse i Frederikshavn Gymnasiums aktiviteter, herunder undervisningen og sociale aktiviteter, har medvirket til at gøre Frederikshavn Gymnasium til et godt sted at være.
Sebastian Evers har udvist godt kammeratskab, har bidraget til en god stemning og har udvist hjælpsomhed og respekt for andre elever og skolens personale.
- Legatet gives som et tegn på godt kammeratskab og for at hylde en elev, som har et godt og smittende humør og en positiv tilgang til livet på og uden for Frederikshavn Gymnasium, og som er en god rollemodel for Frederikshavn Gymnasiums øvrige elever, forklarer Past President Jacob Olivius, Frederikshavn Bangsbostrand Rotary Klub.
Legatet kan ikke søges, men elever indstilles af lærere på Frederikshavn Gymnasium.
Legatet uddeles af et legatudvalg, som består af Frederikshavn Gymnasiums rektor, en uddannelsesleder og en lærer, begge udpeget af Frederikshavn Gymnasium.




































