Sådan bliver det mindre kompliceret at drive virksomhed i Frederikshavn Kommune
På Socialdemokratiets borgermøde om erhvervsvenlighed var der bred enighed om, at det skal være langt mindre kompliceret at drive virksomhed i Frederikshavn Kommune. "Hvordan kan vi hjælpe dig?", skal være vores første spørgsmål til driftige erhvervsfolk, som henvender sig til kommunen, siger borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen (A).
Socialdemokratiet stod bag borgermødet i Kattegat Silo i Frederikshavn, hvor alle var velkomne.
- Vi kan ikke leve med en placering som nr. 87 ud af 91 kommuner, når det gælder erhvervsvenlighed. Det var baggrunden for mødet, hvor vi havde inviteret to erhvervsfolk til at holde oplæg. Det gjorde de godt. De var kritiske, men de gav os flere redskaber til at komme videre, og dem vil Socialdemokratiet i hvert fald benytte os af, lover Anders Brandt Sørensen.
Erhvervsmanden Christian Vejby fra Frederikshavn rettede en hård kritik af kulturen i Center for Teknik og Miljø i Frederikshavn Kommune.
- Medarbejderne er nervøse og mangler faglighed. Og selv 17 medarbejdere mere ville ikke ændre noget, for det er kulturen i afdelingen, den er gal med. Jeg efterlyser samarbejde, vilje, initiativ, kommunikation og opfølgning, sagde Christian Vejby.
Han ejer 12 legetøjsbutikker i hele landet, blandt andet KiDS Coolshop i Frederikshavn, og derudover ejer han blandt andet Møllecentret i Frederikshavn samt flere parcelhus-byggeprojekter i Frederikshavn.
Det altoverskyggende problem er ifølge Christian Vejby den lange sagsbehandlingstid. I 2017 købte han jorden mellem Vesteråsene og Flade Kirkevej i Frederikshavn. Der er plads til 50 parcelhuse samt et område til rækkehuse. Frederikshavn Kommune var imødekommende og bad Christian Vejby bruge COWI i Aalborg til udvikling af projektet. Den frederikshavnske erhvervsmand gjorde, som kommunen ønskede, og meldingen fra Frederikshavn Kommune var opløftende.
- Vi kunne forvente at gå i gang i februar 2020, men tilladelsen faldt altså først på plads i maj 2025, afslørede en tydeligvis irriteret Christian Vejby.
Han oplyste, at han nu - to millioner kroner fattigere - har mistet lysten til at gå videre med projektet, som han i stedet for vil forsøge at sælge.
- Medarbejderen fra COWI har 40 års erfaring. Han siger til mig, at han aldrig har oplevet noget lignende i andre kommuner. Projektet har været ude i syv høringer. Jeg vil hellere sætte LEGO på hylderne end fortsætte med dette projekt, sagde Christian Vejby.
Oplevelsen er langt fra enestående, hævder den lokale erhvervsmand.
- Vi har skræmt de tunge drenge fra Aalborg væk de seneste 10 år. Ingen vil købe eller udvikle noget heroppe.
Christian Vejby opfordrede på borgermødet, som blev ledet af Anders Brandt Sørensen (A), afdelingen i Frederikshavn Kommune til at tilbringe en hel uge i en kommune, som ligger i Top 10, når det gælder erhvervsvenlighed.
- Jeg er sikker på, at investeringen vil være tjent hjem i løbet af en måned. Det nytter ikke, at vi sylter dem, som gerne vil skabe udvikling i vores kommune. Vi skal have flere penge i kommunekassen, og i mine øjne er erhvervsområdet det mest forsømte. Det er gået ned ad bakke i 10 år. Det er vi nødt at ændre, og det er altså ikke så svært. Kommunen kunne jo starte med at sige: "Velkommen, hvad kan vi gøre for dig?".
Erhvervsmægler Hans Skovgaard, Nordicals, nikkede til ordene fra Christian Vejby.
- Jeg kan komme med 40 andre eksempler. Vi har brug for en gruppe med erhvervsledere, som har direkte forbindelse til byrådet, foreslog Hans Skovsgaard.
Venstres gruppeformand, Jan Bjeldbak, var blandt deltagerne. Han gav udtryk for, at politikerne er nødt til at kigge indad.
- Vi har vidst det her i mange år, men hvorfor har vi ikke handlet? Det virker som om, at vi er bange for at lægge arm med administrationen, men området kræver politisk ledelse, og vi er altså nødt til at tale om problemet for at se fremad, fastslog Jan Bjeldbak.
Peter E. Nielsen (A), formand for Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, erkendte, at private projekter havner nederst i bunken. Det er en politisk prioritering, som til gengæld ifølge Peter E. Nielsen betyder, at der de seneste fire år er sket en større erhvervsudvikling i Frederikshavn Kommune end de foregående fire år.
Udvalgsformanden nævnte blandt andet Skagen Salmon og Maskinrummet i Skagen, JOBI Værft i Strandby, det kommende flådeskibsværft i Frederikshavn og hele Sæby Havn.
Susanne Helene Thomsen fra Park Hotel i Frederikshavn havde turist-kasketten på til mødet i siloen. Hun er kommet hjem til sin barndomsby efter 40 år i udlandet og København.
- Jeg er ekstremt positivt overrasket over Frederikshavn. Vi har fantastiske restauranter og flotte hoteller. Vi har færger, som sejler hertil, og motorvejen ender her. Alt er nemt. Vi har virkelig et godt produkt, men vi ligger under for Skagen og Sæby. Det er uden grund. Frederikshavn er stjernens øje, sagde Susanne Helene Thomsen.
Hun savner dog flere ting. Først og fremmest ønsker hun en turistchef eller i det mindste en turistansvarlig i kommunen.
- Jeg havde for nylig fire svenske par boende. En var dårligt gående, og så er turen i Valutaslangen altså lang. Der mangler en kørestol. Selv ikke en taxa må køre hele vejen ud til færgeterminalen. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle ringe og fortælle min oplevelse til, fortalte Susanne Helene Thomsen.
Hun forstår heller ikke, hvorfor Frederikshavn Kommune hvert år sender over seks millioner turismekroner til Destination NORD, der har kontor i Aalborg. En del af de penge vil hun beholde og bruge direkte i kommunen, gerne til en handelschef.
- Parkeringsproblematikken bør vi også forsøge at løse. Der er brug for ensartede regler. Det kunne sagtens koste 10 kroner i timen - bare reglerne er de samme alle steder. Vi har guld i Frederikshavn, men vi gør alt for at skræmme turisterne væk, og her tænker jeg også på gæsterne fra Hjørring, Brønderslev og andre byer, udtalte Susanne Helene Thomsen.
Anders Brandt Sørensen ser - trods kritikken - tilbage på mødet med glæde.
- Vi har holdt flere borgermøder i valgkampen. Ud over dette om erhvervsvenlighed har vi haft borgermøder om ældrepleje og kultur, og alle tre møder har gjort os meget klogere, mener partiets borgmesterkandidat.





































