Sådan genskabes Discotheque Unique på Knivholt
Når FESTEN på KNIVHOLT løber af stablen lørdag 20. september, bliver det ikke kun en musikalsk hyldest til 80’erne og 90’erne – det bliver også et gensyn med et vaskeægte stykke Frederikshavn-historie. Discotheque Unique, byens ikoniske natklub fra storhedstiden sidst i 80’erne og 90’erne, genopstår for én aften midt i festivalpladsens hjerte.
Det er de tidligere ejere Ole Post og Lars Frost i samarbejde med Christian Conradsen og FESTEN på Knivholt, der står bag genoplivningen, og i et nyt videointerview deler de minder, anekdoter og ikke mindst detaljerne om, hvordan den legendariske stemning fra Danmarksgade bliver genskabt på Knivholt.
- Vi genskaber alt det, der gjorde Unique til noget særligt – stemningen, lyset, musikken og følelsen af, at alt kunne ske bag den dør op ad trappen, fortæller Lars Frost i videoen.
Discotheque Unique var i sin tid et samlingspunkt for en hel generation. Med DJ Lars "Ludvig" Lassen bag pulten, blinkende diskolys og klassiske dansegulvhits bliver det en oplevelse, der både rammer nostalgikerne og dem, der aldrig nåede at opleve originalen.
- Det var ikke bare et diskotek – det var et fællesskab. Nu får vi lov at give den oplevelse videre – bare i en lidt større skala, siger Ole Post.
Festivalgæster kan se frem til et dedikeret område på Knivholt, hvor Discotheque Unique bliver genskabt – komplet med den ikoniske blå bar med hvide diamanter, blå sofaer, små marmorborde og ikke mindst de originale ståborde, som Thorkild Falden – endnu en af de oprindelige Unique-ejere – har passet godt på gennem årene. Her bliver der skruet op for de ægte 80’er- og 90’er-vibes med lys, lyd og nostalgi – præcis som mange frederikshavnere husker det.
Se det fulde video-interview med Ole Post og Lars Frost.
FESTEN på KNIVHOLT finder sted 20. september med fem scener, 12 timers musik og et stærkt line-up, der blandt andet tæller Tøsedrengene, Erann DD, Back to Back, Sko & Torp, Nikolaj & Piloterne, We Love Sanne og Thomas Helmig Jam.