Sæby Friskole er igen ført bag lyset af Frederikshavn Kommune

Vi er utroligt glade for at bo i Sæby. Vores tre store børn trives på Sæby Friskole, og efter skole kommer de let rundt i byen til idrætsklubberne og de venner, de allerede har fået. I Sæby er der nemlig en driftig kultur med et stærkt frivilligt engagement.

Sæby Friskole udspringer af denne kultur og udgjorde en væsentlig faktor i vores beslutning om at flytte fra Aalborg til Sæby sidste år. Vi er ikke de første – og heller ikke de sidste – der er blevet tiltrukket af Helles fantastiske skole, og den er beviseligt et kæmpe aktiv for byen. Tilflytning af ressourcestærke børnefamilier fra bl.a. Aalborg er noget af det, der skal være med til at løfte Sæby – og Frederikshavn – ind i fremtiden.

Men Sæby Friskole mangler et sted at være, og her hjælper kommunen ikke – med sit ensidige fokus på kortsigtede indtægter fra salg af kommunens arvesølv. Det vender vi tilbage til.

Vi er bekymrede for fremtiden i Frederikshavn Kommune. Som potentielle tilflyttere fulgte vi med i de lokale nyheder og læste bl.a. om grelle skandaler og bekymringer fra erhvervslivet vedrørende kommunens administration. Det gjorde, at vi grundigt overvejede, om vi turde købe os ind i Frederikshavn Kommune. Vi er nok ikke de eneste, der tænker os om en ekstra gang, før vi træffer en stor beslutning. Andre med ressourcer til at vælge frit vil måske holde sig væk, når man ser, hvad der foregår på rådhuset i Frederikshavn.

Frederikshavn Kommune ligger desværre tæt på toppen – en tredjeplads, kun overgået af Lolland og Odsherred – i konkurrencen om at blive den ringest administrerede kommune i Danmark. Som om det ikke er galt nok, virker det til, at førnævnte sager endnu ikke har givet anledning til refleksion omkring praksis. Her i opløbet til kommunalvalget har man tilsyneladende sat ind med en god spurt mod toppen. For hvorfor ikke vise resten af Danmark, at håbløs administration og ældreomsorg ikke er de eneste skandaler, man kan præstere? Nej da – i byrådet kan man nemlig også stille op med skueprocesser af kafkaske dimensioner.

Processen forløber således:

Efter at byrådet i marts annoncerede, at de kommunale arbejdspladser i Sæby skulle flyttes til Frederikshavn, stod det også klart, at rådhuset skulle finde ny anvendelse. Et kommende salg af bygningerne har altså været luftet og forventet i nu syv måneder – de, der kunne have interesse i bygningerne, har altså haft god tid til at forberede sig.

I august blev Sæby Rådhus udbudt til salg på pris og projekt – uden mindstepris.

Efter udløbsfristen har det vist sig, at Sæby Friskole er ene om at byde ind på de tomme lokaler. Der findes, efter syv måneder, ikke andre med seriøs interesse i det gamle rådhus. Jeg ved, at Sæby Friskole har regnet grundigt på økonomien og lagt kræfter i en udførlig og omfattende projektbeskrivelse, der detaljeret beskriver bygningens fremtidige brug – herunder hvordan rådhuset også i fremtiden skal stå til rådighed for byens kultur- og foreningsliv, foruden at danne ramme for friskolen.

Sæby Friskole er ikke en åndsløs kapitalfond – på godt og ondt – så pengene, med de forestående renoveringer bygningen kræver, rækker ikke meget længere end til et symbolsk købstilbud. Men hvad gør det, når projektet er godt, og bygningen udbydes uden mindstepris?

Det gør tilsyneladende alverden til forskel. Tilbuddet fra Sæby Friskole blev forkastet på det seneste økonomiudvalgsmøde. Tilsyneladende har man ikke opnået "markedsprisen" (…?), og projektet kan derfor ikke tages i betragtning – uanset hvor godt det end måtte være, og hvor stor gavn det ville gøre for Sæby.

Markedsprisen er det tilbud, der er indkommet.

Af referatet kan man også læse, at et salg til "markedspris" nu er den væsentligste faktor, man som udvalg har forpligtet sig til at underkaste sig – og alligevel forkaster man tilbuddet, endda uden at forholde sig til indholdet.

Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune agerer desværre, med åbne øjne, fortsat, som jeg håbede, det kun var muligt i dystopiske romaner fra Østeuropa. Mon ikke vi i Frederikshavn endelig kan få den førsteplads, man så længe har stræbt imod.

Imens politikerne pudser deres medaljer, står initiativet tilbage med en lang næse. Vi er nødt til at vende skuden i Frederikshavn Kommune. Vi er i kommunen beriget med borgere, hvis indsats rækker ud over dem selv og deres egne interesser, men vi risikerer at tage modet fra de modige.

Vi er nødt til at vende skuden i Frederikshavn Kommune. Lolland og Odsherred kommuner er ikke de fremragende eksempler på succesrige kommuner, vi skal forsøge at lægge os op ad. Det må kunne gøres bedre – for vi har rammerne til det.