Gå til hoved-indhold
07. maj 2025 - kl. 16.05

Seks frederikshavnere på VM-landsholdet i ishockey

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Om blot to dage spiller det danske ishockeylandshold den første kamp ved VM på hjemmebane i Herning, og der er seks frederikshavnere på holdet. Derudover er der tre spillere med en fortid i Frederikshavn White Hawks.

Disse seks spillere begyndte ishockeykarrireren i Frederikshavn Ishockeyklub: Mathias From, Oscar Fisker Mølgaard, Joachim Blichfeld, Mikkel Aagaard, Nick Olesen, Nicolai Meyer.

De har i denne sæson spillet i følgende klubber: KAC Klagenfurt, HV71, Rögle BK, Skellefteå IK, Motor Ceske Budejovice og Herning Blue Fox.

Derudover har Mathias Seldrup, Daniel Baastrup og Mathias Bau en fortid i White Hawks.

Danmark indleder VM fredag aften mod USA, og spillerne er nu indkvarteret og klar på DGI-hotellet i centrum af Herning. 25 spillere er med i den danske trup, der tæller tre målmænd, otte backer og 14 forwards.

To målmænd og 19 markspillere bliver skrevet ind til fredagsbraget mod USA, og der er derfor stadig plads til at skrive NHL-baserede spillere ind i truppen, hvis nogen skulle blive til rådighed i de kommende VM-uger.

Men netop nu fokuserer landstræner Mikael Gath udelukkende på de spillere, han har med i den trup, der tæller et hav af stærke spillere fra store europæiske ligaer, suppleret med cremen fra den danske Metal Liga.

- Vi har haft en perfekt forberedelse, og jeg er supertilfreds med det mandskab, jeg har til rådighed. Vi har en fuldstændig skadesfri trup, og det er første gode forudsætning for at skabe et godt resultat, siger en optimistisk og kampklar Mikael Gath.

Det bliver Frederik Dichow og Sebastian Dahm, der skal danne målmandspar med Mathias Seldrup som supplement.

- Dichow og Dahm er et stabilt og ”trygt” målmandspar, og vi har en sund konkurrencesituation på målmandsposten. Dichow sluttede sin sæson fremragende af i SHL for HV71, og Dahm stod en flot sæson i Klagenfurt i Østrig og har en kæmpe erfaring med sig.

Backlinjen tæller rutine fra et hav af VM-turneringer med Jesper Jensen Aabo, Lauridsen-brødrene, Matias Lassen, Nicholas B. Jensen, Phillip Bruggisser og Anders Koch, der tilsammen skaber et stærkt fundament foran målmændene.

Den nyligt kårede danske mester Daniel Baastrup fra Odense er et godt supplement, men foreløbig med for at lære VM-gamet at kende.

- Vi ved nogenlunde, hvad vi får med vores backlinje. Det er et stabilt miks af forskellige kompetencer og spillere med en stor rutine, konstaterer Mikael Gath.

Han har nomineret 14 forwards til truppen.

- Nøjagtig som på backlinjen har vi en god blanding af kompetencer, og vi har muligheden for at skabe fire kæder, som alle kan ”bære istid”. Vi har hurtige spillere og målskytter som for eksempel Joachim Blichfeld og Nicklas Jensen, og samtidig har vi fire centere - Patrick Russell, Oscar Fisker Mølgaard, Christian Wejse og Alexander True - som alle har spillet på højeste niveau i Europa i denne sæson. Det er meget vigtigt for holdet at have så mange dygtige bindeled, lyder det fra Gath.

Om kampen fredag mod USA siger han:

- Det er klart, at USA er store favoritter. De kommer med et hold fyldt med NHL-spillere. Men selvfølgelig spiller vi vores chance, og vi er virkelig godt forberedt. At skøjte ind i en udsolgt Jyske Bank Boxen må give gutterne nogle procent ekstra. Vi respekterer USA, men ser positivt på opgaven og føler slet ikke slået på forhånd, siger Mikael Gath.

- Rent taktisk gælder det om, at de ikke får lov at komme af sted i hurtige spilvendinger, samtidig med, at vi skal stå tæt på hele banen og fungere som en enhed, konstaterer Gath.

Danmark møder USA fredag aften 20:20 i Jyske Bank Boxen, der er udsolgt. Der er stadig billetter til Danmarks øvrige kampe, og Hernings del af VM-turnering skydes i gang fire timer tidligere.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...