Gå til hoved-indhold
23. august 2025 - kl. 00.08

SF foreslår, at Frederikshavn Kommune etablerer et Kunstråd

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

SF vil - med inspiration fra andre kommuner - have etableret et Kunstråd i Frederikshavn Kommune. Byrådet skal diskutere forslaget på onsdag.

- Mødet med kunst kan minde os om vores tilstedeværelse i verden – om vores tilhørsforhold og samhørighed. Med en vision for kunst i det offentlige rum ønsker vi at sikre, at Frederikshavn Kommune udnytter kunstens potentiale og arbejder visionært og sammenhængende med
kunstprojekter, lyder det fra SF.

Partiet mener, at et Kunstråd kan bidrage til at sikre en høj kunstnerisk kvalitet i forbindelse med udsmykning i det offentlige rum gennem rådgivning, formidling, konceptudvikling og fundraising.

- Kunst betyder noget. Skønne byer gør indbyggerne stolte og skaber attraktive byrum, hvor mennesker har lyst til at opholde sig – både som borger og besøgende, mener SF.

Opgaver for et Kunstråd:

  • Virke som rådgivende organ for Frederikshavn Kommune i kunstneriske spørgsmål.
  • Indgå som kunstnerisk rådgiver ved alle kommunale nybyggerier og større renoveringer.
  • Varetage vedligeholdelsen af udendørs kunst i kommunen, der ikke ejes af private eller selvejende institutioner.
  • Igangsætte kunstneriske aktiviteter og projekter, herunder indkøb af kunst.
  • Virke som rådgivende organ for institutioner og erhvervsliv.

SF foreslår, at Kunstrådet placeres under Kultur- og Fritidsudvalget med følgende medlemmer:

  • 2 medlemmer udpeget blandt byrådets medlemmer (heraf formand).
  • Repræsentant fra Center for Kultur og Borgerservice (sekretær).
  • 5 repræsentanter fra kunstlivet i Frederikshavn Kommune.
  • En repræsentant fra Billedkunstnernes Forbund (hvis muligt).

Økonomien er ikke overvældende. SF mener, at et Kunstråd kræver et årligt driftstilskud fra Frederikshavn Kommune på 25.000 kroner. Statens Kunstfond yder årligt tilskud til kunstråd i kommunerne. Frist for ansøgning er oktober 2025.

Der findes i dag cirka 35 kunstråd i de danske kommuner, blandt andet i Hjørring og Aalborg.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...