Gå til hoved-indhold
02. september 2025 - kl. 17.09

Skagen får 4,8 mio. kroner til kystsikring: - En vigtig investering i vores by og kyster

  • 1 af 1
    Ifølge Jens Borup er bevillingen på 4,8 mio. kroner et stærkt signal om, at Frederikshavn Kommune prioriterer Skagens udsatte kyster.
Af: Michael Frederiksen

Skagen bliver tilgodeset med en bevilling på 4,8 millioner kroner til kystsikring. Midlerne skal gå til det forestående projekt ved Gl. Skagen, hvor eksisterende høfder forstærkes og kysten sandfodres.

Byrådsmedlem Jens Borup (V) glæder sig over, at der bliver sat handling bag ordene, og at Skagen endnu en gang står øverst på dagsordenen, når det gælder beskyttelse mod havet:

- Jeg er utrolig glad for, at vi nu har fået midler til at sikre Gl. Skagen yderligere. Kysten her er hårdt presset, og uden en målrettet indsats ville sommerhuse, hoteller og hele det unikke miljø langs kysten være truet. Med denne bevilling får vi forstærket otte af de eksisterende høfder og tilført ny sandfodring, så vi kan bevare både sikkerhed og rekreative værdier for borgere og turister, siger Jens Borup.

Projektet i Gl. Skagen er en naturlig fortsættelse af det store kystsikringsarbejde, der blev gennemført i 2018-2019. Dengang blev de første høfder renoveret, nye anlagt, og stranden tilført store mængder sand. Men erosionen på Skagerrak-kysten er en vedvarende udfordring, og derfor er en ny fase nødvendig.

Ifølge Jens Borup er bevillingen på 4,8 mio. kroner et stærkt signal om, at Frederikshavn Kommune prioriterer Skagens udsatte kyster:

- Kysten er vores fælles ansvar, og her i Skagen mærker vi tydeligt naturens kræfter. Derfor er det vigtigt, at vi både kommunalt og gennem grundejerforeningerne står sammen om at sikre vores værdier. Denne bevilling er et godt skridt i den rigtige retning, understreger han-

Kystsikringen i Gl. Skagen forventes at blive gennemført i de kommende år, når de sidste tilladelser er på plads. Arbejdet vil både beskytte mod erosion og skabe en bredere strand, som er til gavn for turisme og lokal rekreation.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...