Skoleelever kørte 8.141 kroner ind til skolemad i Burkina Faso
Ulla Mosich og Inger Hansen, Soroptimist International Skagen (SI Skagen), har skrevet dette indlæg: SI Skagen siger tusind tak for den store opbakning til vores arrangement til fordel for skolemad i Burkina Faso.
Små 100 børn fra 5. og 6. klasse i Skagen og Ålbæk cyklede sammen med deres lærere en tur på godt 20 kilometer. I en hel uge har Soroptimister cyklet Danmark rundt, og overalt har der været arrangementer og folk, der fulgte med på cykel et stykke af vejen for at støtte skolemadsprojektet.
Gode sponsorer har præmieret Skagen Skoles og Ålbæk Skoles elevers anstrengelser med i alt 8.141 kroner. Beløbet rækker til, at 24 elever kan få skolemad i et helt år.
SI’s fokus er særligt på kvinder og pigers vilkår og muligheder. Derfor er vi også rigtig glade for den "finte", at pigerne i de ældste klasser får mad med hjem to gange om ugen, hvis de møder i skole. Jo længere pigerne får lov at gå i skole, jo større muligheder har de for at skabe et bedre liv for sig selv.
Børnene fra Ålbæk blev sendt afsted af viceborgmester Peter E. Nielsen og børnene fra Ålbæk Børnehave. Også i Skagen blev børnene sendt festligt afsted med hurraråb, og der blev viftet med flag af 4. klasse og indskolingen. Børnene og de cyklende Soroptimister mødtes i Hulsig ved Hotel Inger, hvor Else og Mogens ventede med sodavand og lækre frikadeller.
Alle de deltagende børn fik ved hjemkomsten udleveret et fint diplom som tak for indsatsen.
Der skal også lyde en stor tak til de engagerede lærere på begge skoler. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med jer.
Udover private sponsorer har følgende firmaer støttet MTW på Hjul:
Galleri Skagen
Steppie ApS
Aalbæk Badehotel A/S
Det bette Ølhus
Spar i Ålbæk
Kafé Kjær
Skaldyrshuset
Karstensens Skibsværft
Flere af Skagens butikker gav fine præmier til vores sommerlotteri.
Stor tak til alle, der har bidraget til, at vi sammen kan hjælpe.