Gå til hoved-indhold
07. oktober 2023 - kl. 14.10

Slægts- og Lokalhistorisk Forening tilbyder gratis foredrag på plejecentre

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

De ældre på plejecentrene har ikke den store mulighed for at komme ud og opleve kulturen i Frederikshavn, og mange sidder alene på stuerne og venter på besøg fra familie og venner. Derfor vil Slægts- og Lokalhistorisk Forening gerne komme ud til de ældre borgere på Frederikshavns plejecentre og holde foredrag og vise billeder, så de ældre borgere for en kort stund kan mindes.

- Vi vil gennem foredrag og oplæsning danne grundlag for en dialog om “dengang da ….” med andre borgere, plejepersonale og familie. Vi vil gerne være med til at skabe et fundament, således at de ældre på plejecentrene kan få en bedre livskvalitet, og via dette give borgerne en positiv følelsesmæssig tilstand, som er med til at forbedre deres mentale sundhed. Ved at inddrage borgernes egne erindringer, kvikker de op og får en oplevelse af, at de er med til at bidrage til historien og derigennem danner vi grundlag for bedre livskvalitet, fortæller foreningens formand, Anette Jørgensen.

Ud over at borgerne vil få noget ud af foredragene, så vil det også være positivt for plejepersonalet, da de måske får et bedre indblik i borgernes liv og dermed en bedre forståelse for de enkelte borgere.

- De vil kunne blive bedre klædt på til den gode samtale med borgerne og kan være med til, at plejepersonalet nemmere kan udføre deres arbejde. Plejepersonalet får nu snakken med den ældre borger, og stresser ikke kun rundt og plejer, men rent faktisk gør det, som man valgte at blive SOSU for - at give de ældre noget bedre livskvalitet ved at være til stede og lytte, samtidig med at man udfører sit arbejde - plejepersonalet får også selv bedre livskvalitet/arbejdsmiljø. Glade ansatte giver glade beboere - glade beboere giver glade ansatte - ren win win, mener Anette Jørgensen.

Slægts- og Lokalhistorisk Forening tilbyder at holde fire foredrag/oplæsning på hvert af Leve bo-plejecentrene i Frederikshavn.

- Vi holder et om “De glemte landsbyer Øster og Vester Flade”, et om “Julen i Flade sogn” samt oplæsning af “Peters jul, et om besættelsen i Frederikshavn og endelig ét med før og nu billeder fra kendte steder i Frederikshavn. Det sidste foredrag er det planen, at vi ikke fortæller så meget, men at det mere er borgerne selv som fortæller og mindes, fortæller historiker, forfatter og medlem af bestyrelsen Erik S. Christensen.

- Derudover vil vise billeder der kan vække minder hos borgerne og give dem tid til, at de kan fortælle deres historier, og inddrage dem i vores foredrag, fortæller Erik S. Christensen videre, der selv står for to af foredragene.

Foreningen vil også give de borgere, som skulle have lyst til at fortælle mere, muligheden for, at foreningen en dag kommer forbi for at lytte og optage deres historie, så den kan blive en del af vores alles fælles historie.

- De er alle en brik i Frederikshavns historie, uanset om de har været hjemmegående husmor, værftsarbejder, købmand eller direktør. De har alle været med til at skabe det Frederikshavn vi har i dag, påpeger Anette Jørgensen.

Foredragene er et led i foreningens nye strategi om at komme ud til borgerne og møde dem der, hvor de er. Slægts- og Lokalhistorisk Forening har lige afholdt ekstraordinær generalforsamling, hvor foreningens reviderede vedtægter blev godkendt og samtidig viste foreningen deres nye lokaler frem på Knivholt Hovedgaard.

- Vi har ikke revideret vores vedtægter siden 1987, så det var da vist på tide, fortæller næstformand Lene Schjoldan Thomsen.

26. oktober og 30. november kl. 13-16 er foreningen på plads i aktivitetscenteret i Sydbyen på L.P.Houmøllersvej. Foreningen tilbyder seniorer på efterløn og pensionister i alle aldre hjælp med slægtsforskning og lokalhistorie.

- Vi registrerer arkivalier, billeder, bøger og artikler, ligesom vi transkriberer og indtaster kilder. Man er velkommen til at kigge forbi, og få en snak eller aflevere materialer til hjælp for fremtidige slægtsforskere eller til vores alles fælles lokalhistorie, udtaler Lene Schjoldan Thomsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...