Gå til hoved-indhold
08. december 2025 - kl. 21.12

Slagterelev får anerkendelse fra Frederikshavn Håndværkerforening

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Håndværkerforening og Varelotteriet hædrer lokal elev. Bente Nielsen modtager pris for en enestående indsats.

Mandag formiddag fik Bente Nielsen, elev hos Slagteren Suensonsvej i Frederikshavn, et helt særligt besøg. Henning Østergaard fra Frederikshavn Håndværkerforening mødte op i butikken for at tildele hende en anerkendelse på 4.000 kroner, uddelt i samarbejde med Varelotteriet. Prisen gives på baggrund af en indstilling fra hendes mester, Dorte Carlsen, som med stor begejstring har fulgt Bente Nielsens udvikling gennem flere år.

Bente Nielsen begyndte for otte år siden som ungarbejder i butikkens delikatesse. På grund af ordblindhed og flere diagnoser - blandt andet ADHD - havde hun en skolegang præget af betydelige udfordringer og blev vurderet til at være på et fagligt niveau svarende til 4. klasse. Men Bente nægtede at lade det definere hendes muligheder.

I et tæt samarbejde mellem mester Dorte Carlsen og ordblindeskolen fik hun mulighed for at tage 9. klasse – samtidig med, at hun fortsatte sit arbejde hos slagteren. Allerede efter et halvt år bestod hun 9. klasse, og kort efter gennemførte hun også 10. klasse. Hendes kamp for at knække læse- og stavekoden har været imponerende og inspirerende.

I læretiden ventede nye udfordringer: Kundekontakt, ekspedition, tal, ordrer og et travlt butiksmiljø. I begyndelsen måtte hun tegne ordrer for at huske dem og få hjælp til at skrive navne, koder, opskrifter og telefonnumre. I dag arbejder hun sikkert og selvstændigt – fagligt stærk, serviceminded og fuld af overskud.

26. november bestod Bente Nielsen sin svendeprøve på Food College i Aalborg – endda med ros, hvilket vidner om den enorme faglige udvikling, hun har gennemgået.

Hos Slagteren Suensonsvej er glæden og stoltheden stor. Dorte Carlsen udtrykker det således:

- Vi er ikke kun stolte af Bente. Vi er også stolte af vores personale, som hver eneste dag har været en del af hendes rejse. Når der skulle staves et ord, når GPS’en drillede, eller en opskrift skulle læses igennem, stod de klar. Det her er ikke kun en anerkendelse til Bente, men til hele holdet bag hende.

Virksomheden ønsker også at sende en vigtig besked til andre unge:

- Mange unge i dag er dygtige, men deres tro på sig selv er ofte lille. De fortjener at vide, at uanset hvordan folkeskolens karakterer udvikler sig, så er der altid hjælp at hente. Det vigtigste er, at man ikke giver op.

Under sin læretid har Bente modtaget SPS-støtte (Specialpædagogisk Støtte) - en støtteordning, alle erhvervsskoler tilbyder unge med særlige behov for at sikre, at de kan gennemføre en uddannelse på lige vilkår. Bente Nielsen er et lysende eksempel på, at den rette støtte og troen på sig selv kan åbne døre, som før virkede lukkede.

Frederikshavn Håndværkerforening - en lokal forening for små og mellemstore håndværksmestre inden for bl.a. tømrer-, murer-, snedker-, elektriker- og slagterfaget - arbejder for at fremhæve og støtte lærlinge, der yder noget særligt. Ønsker man som mester at blive medlem, kan man kontakte Henning Østergaard på 2030 2122.

Bente Nielsen står nu med sit svendebrev i hånden, fyldt med stolthed, selvtillid og en velfortjent anerkendelse for den rejse, hun har gennemført.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...