Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
06.02.2021 | Af: Michael Frederiksen

Smækker med døren: Kommunen snyder os

Christian Bang: - I forbindelse med vores overtagelse af Bannerslundhallen har jeg desværre oplevet en arrogance, inkompetence og manglende dialog fra forvaltningen i Frederikshavn Kommune.
Christian Bang skyder med skarpt mod Frederikshavn Kommune og er med øjeblikkelig virkning stoppet som formand for SEIF Håndbold og den selvejende institution Bannerslund Idræts- og Aktivitetscenter.

 

- Det skyldes bestemt ikke utilfredshed eller samarbejdsvanskeligheder i SEIF Håndbold, men en del af at være formand er, at man skal være bindeled mellem foreningen og den kommunale forvaltning. I forbindelse med vores overtagelse af Bannerslundhallen har jeg desværre oplevet en arrogance, inkompetence og manglende dialog fra forvaltningen i Frederikshavn Kommune, hvorfor jeg ikke ønsker at være dette bindeled længere, udtaler Christian Bang.

Konkret mener den nu tidligere SEIF-formand, at Frederikshavn Kommune snyder Bannerslund Idræts- og Aktivitetscenter for næsten 500.000 kroner i årligt tilskud.

Formelt overtog SEIF Håndbold Bannerslundhallen fra 1. november 2020. Det skete uden, at der var underskrevet en aftale. Det kunne SEIF dog godt leve med, for parterne var jo enige om det kommunale tilskud.

9. december modtog SEIF et brev (se uddrag under artiklen, kun på desktop) fra Frederikshavn Kommune, som bekræftede, at den selvejende institution Bannerslund Idræts- og Aktivitetscenter ville modtage et årligt kommunalt tilskud på 835.074 kroner.

Men nu begyndte problemerne. Da Christian Bang fem dage senere endelig modtog en driftsaftale til underskrivning, gik det op for ham, at det årlige tilskud var reduceret til 337.192 kroner.

I modsætning til andre haller mente Frederikshavn Kommune, at de 835.074 kroner var inklusiv gebyr for op til 1850 haltimer om året - svarende til 518.000 kroner. Juridiske eksperter fra Danmarks Idræts Forbund og DGI blev kontaktet, og ifølge Christian Bang gav de SEIF ret.

- Det skrev vi i et notat til kommunen med håbet om en god dialog, men svaret fra kulturdirektør Thomas Eriksen var, at hvis vi ikke inden næste dag kl. 10.00 accepterede aftalen, blev den annulleret. Det ville han indstille til Økonomiudvalget, fortæller Christian Bang.

Han var rystet over dette svar.

- Vi fik jo en pistol for panden. Det er arrogance ud over alle grænser at behandle frivillige, som tager initiativ i lokalsamfundet, på den måde, mener Christian Bang.

I Økonomiudvalget blev SEIF Håndbolds overtagelse af Bannerslundhallen annulleret. Det skete med fem socialdemokratiske stemmer. Venstres to medlemmer var imod en annullering af aftalen.

- Det skabte panik herude, og det var svært at overskue konsekvenserne for vores medlemmer, siger Christian Bang.

Udgangen blev et pænt brev til alle 29 byrådsmedlemmer med en tidslinje, som beskrev forløbet i sagen. Heri fremgår det, at Byrådet, Økonomiudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget - i perioden fra 26. august til 4. november 2020 - hele fem gange godkendte et årligt tilskud på 835.074 kroner. Og det stod altså også sort på hvidt i et brev fra kommunen 9. december.

Kun ét byrådsmedlem reagerede og viste forståelse for SEIF's synspunkter. Der var dog ingen hjælp at hente i det politiske system.

Med den føromtalte pistol for panden underskrev SEIF Håndbold 26. januar den omstridte driftsaftale, selv om det årlige tilskud var reduceret fra 835.074 til 337.192 kroner.

Aftalen blev i denne uge godkendt af politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget. Her stillede Venstre følgende ændringsforslag: "Der skal gennemføres en juridisk redegørelse af uoverensstemmelserne mellem udkastet og den endelige udgave af driftsaftalen". Kun Venstres to medlemmer stemte for. Socialdemokratiets fem medlemmer stemte imod.

Herefter blev driftsaftalen vedtaget med seks stemmer: Socialdemokratiet og Mette Hardam (V). Asger Mortensen (V) undlod at stemme.

- Jeg stemte for, fordi den selvejende institution har underskrevet aftalen, forklarer Mette Hardam, som dog tydeligvis ikke er imponeret over sagsforløbet.

Christian Bang tog konsekvensen og stoppede med øjeblikkelig virkning som formand for SEIF Håndbold og Bannerslund Idræts- og Aktivitetscenter. Han fortsætter som træner i SEIF og vil derudover kæmpe for en mere retfærdig tilskudsmodel til hallerne i Frederikshavn Kommune.

- Det er svært at acceptere de nuværende tilskud. Vi skal klare os for 337.192 kroner, og vi skal endda give kommunen 400 timer gratis, ligesom vi som den eneste hal i kommunen har fået loft over vores timer. Samtidig konstaterer jeg, at en anden idrætshal i kommunen, som ligner vores, får 1,5 millioner kroner i tilskud. Alle kan se, det er urimeligt, udtaler Christian Bang.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close