Gå til hoved-indhold
112
26. april 2022 - kl. 11.04

Smed molotovcocktails i den gamle MARTIN-fabrik

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
    - Vi tager sagen alvorligt, fordi hele bygningen kunne være brændt ned, når man smider med molotovcocktails, siger politikommissær Carsten Straszek.
Af: Michael Frederiksen

Det kunne være gået grueligt galt, da en eller flere gerningsmænd i aftes lavede molotovcocktails og smed rundt med dem i en tom lagerbygning i den tidligere MARTIN-fabrik på Saltebakken i Frederikshavn.

- Vi har heldigvis fået fjernet det gamle trægulv. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis ilden havde fået fat, siger Mads Andersen, indehaver af bygningerne på Saltebakken.

Politiet modtog anmeldelsen kl. 20.17.

- Vi tager sagen alvorligt, fordi hele bygningen kunne være brændt ned, når man smider med molotovcocktails, siger politikommissær Carsten Straszek til Kanal Frederikshavn.

Han opfordrer folk, der har set noget på Saltebakken i aftes ved 20-tiden eller ved noget om sagen, til at kontakte politiet på 1-1-4.

Ifølge Mads Andersen var det en vagt, som opdagede, hvad der foregik, fordi en tyverialarm blev aktiveret, da en dør blev brækket op til den bygning, der senest fungerede som COVID19-testcenter.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det er nogle større drenge, som har eksperimenteret med molotovcocktails. Det er tydeligt at se. Der ligger flasker med klude i flaskehalsen, fortæller Mads Andersen til Kanal Frederikshavn.

Han valgte at have vagter i området hele natten efter mandagens forsøg på brandstiftelse, og han vil nu forsøge at spærre området af med byggehegn.

Flere virksomheder er placeret i området på Saltebakken. Det gælder blandt andet Racket Group, som har administration, showroom og et stort lager med tøj og udstyr til ketsjersport, Andersen Electric, som sælger varmepumper, og Sydbank.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...