Jerry Mikula: - Uden den hjælp, jeg fik på N7, var jeg måske ikke her i dag

I 2008, 2010, 2011, 2012 og 2014 var jeg indlagt på N7 i Frederikshavn. Det er år, jeg gerne havde været foruden. Men N7 var der, da jeg havde allermest brug for det.

Jeg mødte dygtige og professionelle medarbejdere, som stod klar med den hjælp, omsorg og faglighed, de havde. Det var en utrolig svær tid i mit liv. Og jeg siger det helt uden omsvøb:

Uden den hjælp, jeg fik på N7, var jeg måske ikke her i dag.

Derfor bliver jeg både bekymret og vred, når jeg hører, at der igen tales om at nedlægge sengepladser og ændre N7 til et rehabiliteringsafsnit.

Det giver ganske enkelt ikke mening.

Jeg har selv været indlagt flere gange, og hver gang skulle jeg først omkring Aalborg eller Brønderslev, fordi N7 ikke måtte modtage patienter direkte. Så når man efterfølgende kan pege på tal, der viser, at 91 procent kommer fra Aalborg eller Brønderslev, så fortæller tallene jo ikke hele historien.

Man kan ikke bruge et systemskabt tal som argument for at afvikle det tilbud, mennesker faktisk har brug for.

I dag skriver vi 2026. Jeg har fået et godt liv. Efter otte år på førtidspension har jeg nu været tilbage i arbejde i fem år.

Det er blandt andet et resultat af, at jeg fik den rigtige hjælp, da jeg havde brug for den.

Og det er måske noget af det vigtigste, politikerne burde huske:

Et menneske i en livskrise er ikke en byrde for samfundet. Det er et menneske, der har brug for hjælp til at komme tilbage til livet.

Ja, vi er borgere, som kan stå i vores livs værste krise. Nogle har mistet håbet. Nogle kæmper med psykisk sygdom. Nogle står så langt ude på kanten, at det kræver professionel hjælp at få dem tilbage.

Det er præcis det, N7 har sin berettigelse.

Hvis N7 bliver reduceret til et rehabiliteringscenter, hvor man kommer ind, får lidt at spise og derefter bliver sendt videre, så frygter jeg, at man overser det vigtigste: Der findes mennesker, som har brug for et sted, hvor der er tid, ro, behandling og professionelle mennesker omkring dem ikke bare et hurtigt stop på vejen.

Og jeg ville nødig stå som politiker på sidelinjen bagefter og skulle forklare en familie, hvorfor deres nærmeste ikke fik den hjælp, der kunne have gjort en forskel.

Hvorfor skal alt absolut gøres op i et regneark?

Menneskeliv kan ikke reduceres til belægningsprocenter, kroner og øre.

Lyt nu til de ansatte.

Lyt til de borgere, der har været indlagt.

Lyt til de pårørende.

De ved om nogen, hvad N7 betyder.

Og til jer dygtige medarbejdere på N7 vil jeg bare sige:

Tak.

Tak for jeres professionalisme. Tak for jeres omsorg. Tak for, at I stod der, da jeg selv havde svært ved at stå på benene.

Jeg er et levende eksempel på, at den rigtige hjælp kan gøre en forskel.

Så tænk jer nu grundigt om, før endnu en besparelse bliver forklædt som en effektivisering.

For bag hvert tal i regnearket står der et menneske.

Og nogle gange er forskellen mellem håb og håbløshed ikke særlig stor.

N7 må ikke blive endnu et offer for den blodige sparekniv.