Gå til hoved-indhold
01. september 2026 - kl. 00.09

FREDERIK inviterer til "Maritimt Byløb" i Frederikshavn midtby

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Peter Marquard

Succesen med det Maritime Byløb fortsætter, og handelsstandsforeningen FREDERIK samt en række lokale, frivillige kræfter står for et nyt velkomst-arrangement onsdag 2. september kl. 16.00.

Løbet var oprindeligt kun for de nyankomne værnepligtige, der kunne bruge turen i midtbyen til at lære mere om Frederikshavn.

Nu skal Frederikshavns Maritime Byløb i stedet ses som et stort, fællesskabende byløb, hvor ambitionen er, at det bliver for alle i Frederikshavn Kommune, der har lyst til at motionere sammen med andre – samtidig med, at man byder de værnepligtige velkommen.

Løbet skydes i gang onsdag 2. september klokken 16.00 med start på Fisketorvet ved Tordenskiold-statuen i Frederikshavn. Det er gratis at løbe med.

I samarbejde med partnere fra Jyske Bank, Advokatfirmaet HjulmandKaptain, Coast2Coast, Sport24, Everllence, Nybolig, FME, 2Takt Café & Brasserie og Forsvaret har FREDERIK videreudviklet løbet, så der bedst muligt sikres aktiv deltagelse og involvering af lokale unge fra hele kommunen.

- Glæd dig til at DJ Sune spiller sprøde toner på torvet og Jyske Bank-"depotet" åbner fra kl. 15.30, inden der klokken 16.05 bydes velkommen, og du kan høre mere om selve løbet og vores lokale løbeværter, fortæller handelschef i FREDERIK, Dan Kobberup.

Når Frederikshavns Maritime Byløb skydes i gang klokken 16.15, gælder det ikke om at komme først - men at følges rundt sammen med de værnepligtige. De lokale løbeværter hjælper holdene rundt i passende tempo, og der er lagt op til at besøge seks poster i midtbyen. Alle hold skal være tilbage klokken 17.45 hvor der er fælles afslutning for løbeholdene. Udviklingsgruppen håber, at mange lokale har lyst til at bakke op om arrangementet.

Efter løbeturen afholdes et særligt velkomst- og værtskabsarrangement for de værnepligtige med inspirationsindlæg af ungeambassadører og borgmester Jon Andersen. Der serveres også en let forplejning venligst doneret af 2Takt Café & Brasserie.

Se hele programmet her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...