Billetsalget til ForårsRevyen begynder 3. oktober kl. 12.00
ForårsRevyen, med tilnavnet "Danmarks hyggeligste revy", starter billetsalget om en måned. Skuespillergruppen består igen af Lisbet Lykkegaard, Dorthe Pedersen, Anja Lønborg, Jonas Lønborg David og Mads Meyer Vestergaard, og de er allerede i fuld gang med at læse og vælge gode tekster til revyen.
Helt præcist åbner billetsalget lørdag 3. oktober kl. 12.00 på www.foraarsrevy.dk.
Når billetsalget begynder, er der otte forestillinger at vælge imellem. De sidste to år har vist, at en brunch-forestilling om lørdagen er meget populær.
- Det har vi taget til efterretning og bestemt, at der i 2027 skal være hele to brunch-forestillinger. Det bliver lørdag 13. og 20. marts, oplyser ForårsRevyen i en pressemeddelelse.
Til alle otte forestillinger på Gaardbogaard kan man vælge spisning før revyen. Det er igen Holmbergs Køkken, der står for maden, som er meget rost.
ForårsRevyen har også i 2027 en aftale med Aalbæk Badehotel, hvor man sammen med revybilletten kan bestille overnatning til fordelagtige priser.
Lørdag 20. marts er der bal efter revyen, hvor der spilles diskomusik til kl. 00.30.
Til denne forestilling kan man også bestille bus, som kører fra Aalbæk Badehotel, Ålbæk Station og retur igen, når ballet er slut.




































