Søren Visti Jensen: Deja-vu ved vandtårnet
Byrådskandidat Søren Visti Jensen (SF): Jeg står utålmodigt og venter på, at far skal få fyraften på Sæby Slagteri. Mor har kun givet mig lov til at gå ned til vandtårnet, da jeg ikke må komme for tæt på fars arbejde. Det kan jeg ikke rigtig forstå, for der er jo langt ned til slagteriet her fra pladsen ved det høje hvide tårn. Men jeg er en artig dreng og venter lydigt på den aftalte afstand. Imens læner jeg nakken tilbage og kigger op på de store røde bogstaver i bukkede neonrør, som der er lys i om aftenen. S-Æ-B-Y, læser jeg. Jeg starter i første klasse efter sommerferien, så man kan lige så godt vænne sig til det, der kræves af en dreng på syv år.
Nu jeg er her, kan jeg lige plukke en buket af de lyserøde buketroser, der gror i anlægget ved vandtårnet – så bliver mor nok glad. Lige syd for anlægget har Slagteriet et stykke jord, hvor medarbejderne har kolonihaver. Her har også far et stykke jord med kartofler, ærter, gulerødder, kål og porrer…
Så nu kommer de cyklende alle sammen, som far kender: Ramlov. Tinus. Lars Christian. Gamle Janus og den altid glade Christian Larsen. Arbejderne, der nu har fået fri, kommer i en lind strøm op ad Tårnsvejs bakke, hvor der på begge sider af vejen bor familier i velholdte huse. I det sjove hvide hus med tårnet bor Bruuns, som også lægger baghave til vinterens bedste kælkebakke – ”Brunebakken”. Og nu kommer far! Han har ild i piben og hilser mig med et klemt med cyklens ringeklokke… men hvad er det for en hylelyd?
Jeg vågner brat op og finder ud af, at jeg er til Sæby Festival, og at årstallet er 2025. Alt det jeg så passere forbi for mit indre blik fra 1964, er her ikke mere. Kun vandtårnet står der endnu – dog nøgent uden sine bogstaver. Alle husene med deres familier er væk og erstattet af fliser, røde fabriksbygninger, cykelskure og asfalt. Hyletonen kom fra den bakkende truck, som en af festivalens frivillige bruger til at fragte ting frem og tilbage mens festen står på.
Jeg bevæger mig tilbage til festivalpladsen, hvor Allan Olsen snart gør sin entre med sange og små monologer om sine oplevelser fra nogenlunde samme tid som mit deja-vu.
Slagteriet er nu lukket og venter på sin kommende skæbne. Festivalen er en fantastisk nyskabelse på stedet. En håndfuld dygtige initiativrige piger, hvoraf de fleste efter nogle år ude i verden er flyttet tilbage til deres fødeby og har stiftet familie. Nu er de med en smittende energi med til at forme en ny fremtid for en ikonisk Sæby-lokalitet.
Gad vide hvilken investor, der griber chancen for at skabe noget nyt og stort her i Sæbys kerne. Der er uanede muligheder – håber, det bliver den rette, der kommer til. Én, som vil lytte lidt til den sjæl og ånd, der i sin tid hvilede over området. Festivalen og de entusiastiske unge mennesker lover virkelig godt for Sæbys fremtid som bosætningskommune.
Lad dem være en inspiration for det nye Sæby - gerne med udgangspunkt i den forladte slagterigrund. Og lad os håbe på politikere, der ikke udelukkende lader sig dupere af en bygherre med penge, men i stedet vil gøre sig umage med at styre planlægningen – og ikke lader planlægningen styre dem. Sæby har en gammel, men sprællevende sjæl – lad os værne om den!
